Læs dagbog

I september måned 2014 startede jeg i terapi for min borderline diagnose. Jeg vidste godt at det ville blive vanvittig hårdt, men var fast besluttet på at det var noget jeg bare skulle gennemføre! Borderline er en af de få diagnoser der ikke kan medicineres på nogen måder, så jeg vidste godt at det eneste der var at gøre, var at gennemgå det terapi forløb. Jeg vidste dog også på forhånd, at der ikke var nogen sikkerhed for at det ville gøre en forskel, det ville det formentligt på mange punkter, men der var ingen sikkerhed for nogen ting..

Jeg startede i terapien og det skulle være hver uge i 3 kvarter..

Men det var desværre MEGET svære end jeg havde forventet. Jeg tog til den første time og igen anden gang, men så gjorde det så ondt at jeg aflyste et par gange før jeg igen følte mig "klar" til at komme afsted. Sådan kørte det helt ind til Februar måned, og når jeg ser tilbage på forløbet kan jeg godt se at jeg knap nok har været der halvdelen af gangene :(

Så i sidste uge, i samarbejde med min psykolog, besluttede jeg mig for at stoppe terapien for nu .. - Og så blive henvist igen på et senere tidspunkt, når jeg forhåbentligt bliver mere klar til det. Og jeg mærkede straks en form for lettelse over at det var afsluttet.

Men nu føler jeg mig pludselig som en fiasko, føler det var for dumt af mig ikke at hænge i, tænker tanker som, var det mon dovnskab der gjorde jeg ikk kom afsted hver gang, for så svært kan det da heller ikke være ? ... Har det dårligt med at fortælle folk at jeg er stoppet, fordi jeg sidder tilbage med en "KLAM" tanke om at jeg ikke er god nok til noget som helst !

Det var vist hvad jeg havde brug for at få sat ord på idag..

Godnat herfra.