Læs dagbog

Der er sket helt ekstremt mange ting i mit liv siden mine sidste indlæg herinde, men det er så også et helt år siden.. Jeg kan nok ikke få fortalt om alle tingene sådan lige på en gang, men vil få det gjort i det tempo jeg får brug for det.

Sidst var status at jeg stod på venteliste til at komme i behandling for min borderline diagnose. Da jeg fik stillet diagnosen fik jeg af vide at der desværre var en venteliste på cirka 8 måneder. Tiden gik og da vi nærmede os det tidspunkt de havde varslet, tog jeg kontakt til dem for at høre hvordan mine udsigter så ud. Jeg fik svaret at jeg stadig var nr 3 på ventelisten og at der ville gå yderligere nogle måneder. Tiden fortsatte og omkring det tidspunkt de nu havde givet mig, bliver jeg ekstremt depressiv og derfor kontakter jeg dem for at sige at jeg havde brug for det og regnede jo så også med at nu måtte det da være.. Det var nøjagtig samme svar jeg fik, stadig nr 3 .. - Indeni mig selv begyndte jeg nok lidt at miste modet, for det virkede jo ikke som om det nogensinde ville blive min tur :(
Min kæreste sidder frustreret på sidelinien og kan mærke hvor svært jeg har det, så dagen efter kigger han på mig og siger det kan FANME ikke passe det her, og så spurgte han om jeg ville give ham lov til at forsøge at se om der var andet man kunne gøre, hvilket jeg selvfølgelig sagde ja til.
Først kontaktede han sin egen sygesikring som han havde gennem sit job, for at høre om jeg måske kunne komme ind under der på en eller anden måde, det kunne ikke lade sig gøre. Han sad dybt begravet ved computeren, søgte desperat efter alle mulige løsninger og tilsidst finder han ud af at man jo faktisk kan kontakte et klagenævn, hvilket han så gør. Han beskriver den måde de hele tiden udsætter min behandling på og beskriver at jeg har det rigtig dårligt lige pt. Hun siger at hun vil lige kigge på det og så vende tilbage. Jeg vil være ærlig og sige at jeg havde ikke den mindste tiltro til at det ville ændre noget som helst. Men der gik under en time, så ringede hun tilbage. Hun fortalte at nu havde hun kontaktet psykiatrien og drøftet tingene med dem, så hun kunne fortælle mig at jeg ville påbegynde min behandling temmelig snart. Ugen efter modtager jeg et brev, med indkaldelse til første terapi samtale under 3 uger efter.

PISSE FEDT at det blev trumfet igennem!
Men når det så er sagt, så tænker jeg også at det er virkelig under al kritik at der skal så meget til for at de reagere og omvendt. Hvis ventelisten var som de beskrev, hvorfor kunne jeg så pludselig komme til med det samme, bare fordi jeg klagede over dem ?! Det giver jo ikke rigtig mening.


I september måned har jeg så min første terapi time. Det er svært at finde ud af hvad man skal føle op til det her terapi forløb kan jeg godt mærke. For ligeså meget som jeg "glæder" mig til at komme igang med den behandling som forhåbentlig kan hjælpe mig med at gøre mit liv lidt lettere, så ved jeg jo også godt at det vi komme til at blive rigtig rigtig rigtig hårdt. Det vil komme til at gøre rigtig ondt det er jeg jo slet ikke i tvivl om. Men jeg kommer afsted og idag er status den, at jeg var der de første par gange, så gjorde det allerede så ondt at jeg ganske enkelt slet ikke kunne komme afsted, så der gik et par gange hvor jeg måtte aflyse. Efter lidt tænketid derhjemme besluttede jeg at FANME nej om det skulle stoppe min behandling, for vil ikke leve mit liv sådan her mere, vil have det bedre med mig selv og vil være i stand til at håndtere følelser på en bedre måde. Så jeg tager mig selv i hoved og r** og kommer afsted igen, har været der hver gang siden! Under en af vores snakke, fortæller jeg hende at jeg altid har været god til at komme af med mine tanker og følelser på skrift og nævner så at jeg til tider har benyttet mig at depnet. Hun sagde det var en rigtig god ide og det helt sikkert også ville hjælpe mig. Så jeg tænkte selv, og nævnte for hende at jeg ville blive aktiv herinde igen. Min tanke er at når jeg tager hjem fra terapien, så tager jeg jo altid derfra med en eller anden følelse, nogen gange har det været okay og jeg er okay, men andre gange har det været svært og så er jeg måske ked af det. Tanken er så at når jeg så kommer hjem og kan mærke jeg skal reagere så vil jeg skrive et indlæg herinde og gøre det denne vej. Og hun sagde at det lød som en super god ide og det syntes hun jeg skulle prøve.

Så her er jeg så igen :)
Og fra og med idag, vil jeg benytte denne side til at få afløb for de ting jeg har brug for at komme af med. Jeg vil gøre det herinde, fordi feedback både på godt og ondt vil være noget jeg kan bruge til noget positivt. Kan det hjælpe mig videre i mit liv, videre til noget bedre.. - Så skal det i hvertfald have et forsøg.

Det var vist nok for idag.
Fortsat god weekend herfra.