Læs dagbog
Jeg har behov for at ventilere
En side i dagbogen "Tankespind"
Skrevet af Neon 22. oktober 2015 21:24
Det er ved at være længe siden, at jeg har skrevet i denne dagbog... Men lige i dag føler jeg et enormt behov for at komme ud med nogle af de tanker, der ligger og rumsterer inderst inde.
Jeg er i gang med at skrive mit speciale. Det er en hård proces, og jeg føler mig ofte håbløst bagud, i forhold til at få læst og skrevet noget ned.
I dag var jeg så til lægen, men jeg orkede ikke at sidde der og fortælle at jeg føler mig venneløs og alene. Så det blev til "Jamen, det lader jo til at gå meget godt! Held og lykke med specialet."
Men det går altså ikke meget godt. Ikke lige nu, i hvert fald. Jeg er ked af det, jeg har ingen at tale med, ingen der hverken har tid eller lyst til at lytte til alle mine bekymringer.
Jeg har mistet den tætteste ven, jeg havde. Vi havde en række udfald hen over det sidste års tid, og nu er det ligesom blevet for meget, så nu taler vi aldrig sammen mere. Det er hårdt! Vi har trods alt også kendt hinanden siden vi var 4 år gamle. De andre jeg normalt har kaldt venner, hører jeg stort set heller aldrig fra mere. Hver gang jeg har forsøgt at få arrangeret noget, er det gået i vasken. Folk har travlt med deres eget, og jeg passer bare ikke ind mere.
Det er altid noget, at jeg har min mor, men det er begrænset, hvor meget jeg kan overskue at fortælle hende.
Nå, forhåbentligt bliver alt snart bedre, lige nu er det i hvert fald ikke særlig godt.