Læs dagbog

Efter at have klaret mig ganske godt i et par år, kan jeg nu fornemme hvordan det stødt går den forkerte vej igen. Jeg mistede min far til kræft i maj måned, og selvom vi havde god tid til at forberede os på det, har det alligevel ramt mig hårdt. Det, der for alvor slog mig ud, var en nagende ensomhed, der nu har fået godt og grundigt fat i mig. I en tid, hvor det er let konstant at være forbundet til andre, nær som fjern, er det stadig så umådeligt svært at åbne op og række ud.
Manglen på interesser og hobbyer gør det næppe lettere for mig at møde nye mennesker, og når man samtidigt bruger hver dag på jobsøgning i stedet for at være på arbejde, så er forbindelsen til andre mennesker nærmest minimal. Det gør det i hvert fald svært at se en udvej.