Læs dagbog

Det svære ved terapi, hvad end det er psykolog-samtaler eller almindelig støtte, er at kunne modtage.

Det kan føles som at få trukket en tand ud, meget langsomt, og så ad flere gange.

Det første kræver tillid til den hjælpende part. og en tro på at der er nogen der overhovedet er i stand til at hjælpe én,(til selvhjælp). Det kræver kontinuitet og indsigt, fra den hjælpende part, så man tør tage de skridt, der er nødvendige som gør at man kommer videre. men nej så bliver det ene forløb afløst af det andet.. - Det er ikke rigtig til, ligesom en dyb smerte der bare trække ud i længere og længere tid.... - Til sidst ender man i bundløs masochisme, som molboen, hvis glæde var at holde op med at sidde og slå sig selv i hovedet med en mursten.

Når svigtene bliver gentaget, så mange gange, ender det med at at man bliver mere overbevist om at hjælpen, løsningerne, eller forløsningen, - blot er en illusion.

Når smerten ender med at være den velkendte tilstand, er det "unaturlige", blevet "naturligt", - og så må man indse at man har tabt. -
- Det er ikke hvad man dør af der er alvorligt, men hvad der hindrer os i at leve videre!