Læs dagbog

Mine epilepsi-anfald, har siden min morfars død, da jeg var 6 år, kredset om netop død, og den depression der hjemsøgte familien i tiden derefter.
Familien kom sig aldrig, og efterlod fraktioner af død, og en tid der stod stille.
Min mor der fik depression, gjorde at jeg grundlagde et agtpågivenhed, der siden har fulgt mig, i et fuldkommen vanvittigt omfang...
En agtpågivenhed der har givet en lang og gennemrungende stress.
Denne forsøger jeg at komme til livs ved at tage massage, svømme, spille klaver, træne kampsport, og snart begynde at arbejde igen.
Det hele er bare så mærkeligt, når vaner bliver dem vi er...
Min epilepsi var et kig ind i underverdenen, og hver gang nogen forsøger at trække mig med derind, med skærkscenarier, og andre ting, vælger jeg at sige; jeg bider ikke på krogen....