Læs dagbog

Så er jeg indlagt igen på det sidste har jeg haft en række korte indlæggelser hurtigt efter hinanden. Men optrækket til denne indlæggelse var måske lidt anderledes. Det kulminerede det hele og det var som om min verden væltede. Det blev til en verden af depression og angst og paranoia. Jeg følte alle var imod mig. Jeg var overbevist om at alt var et komplot mod mig. Samtidig blev mit sind mørkere og mørkere og så kom det depressive efterfulgt af angst. Jeg var livstræt men min fugl holdte mig oppe når livs trætheden var værst. Man kan sige at jeg var bange for at leve men også bange for at dø. Jeg havde også en stor ensomhed og måske burde jeg have snakket med nogen om det. Men jeg var overbevist om at det ville glæde dem at jeg havde det skidt. Men det hele kulminerede en aften hvor jeg fandt en hobbykniv jeg havde gemt. Da jeg stod med den i hånden og mærkede hvor skarp den var vendte det sig i mig. Jeg længtes efter at skære jeg længtes så utrolig meget. Men samtidig kom alt det trælse der er forbundet der med. Men jeg satte mig med den. Og pludselig kunne jeg ikke stå imod mere det første snit var dejligt og så var jeg i gang. Jeg skar mig på det ene underben, begge arme og begge hænder. Jeg skar i en blodåre to gange men fortsatte ufortrødent. Det var ligesom jeg kom til mig selv igen og blev panisk for at skulle sige det til personalet der hvor jeg bor. Jeg valgte at ringe til min far da jeg havde skåret så dybt at jeg ikke selv kunne få det til at holde op med at bløde. Min far ringede så til personalet som ringede efter en ambulance. Da jeg skulle syes havde jeg skåret så tæt at lægen ikke kunne bedøve det og dernæst havde han problemer med at sy det fordi der var så meget arvæv. Måske kan de ikke gøre noget ved det næste gang. Men jeg havde stadig den følelse af at de var efter mig alt hvad de sagde til mig fik jeg vendt til noget negativt og jeg havde stadig de depressive tanker. Men jeg blev så indlagt dagen efter at jeg havde skåret mig. Selvskade er en underlig ting det bliver ens bedste ven og ens værste fjende. Jeg er bange for at jeg kan finde på at gøre det igen og se bort fra det faktum at de ikke kan blive ved med at redde det. Jeg ved også at jeg skal blive bedre til at bruge personalet der hvor jeg bor. Jeg har fået det bedre nu og skal formentlig snart udskrives men mit humør svinger en del og disse nedture kan vare fra en dag til en måned og jeg har kun været indlagt en uge denne gang jeg ved godt at det er kort tid. Så nu glæder jeg mig til at komme hjem til min fugl og jeg håber at jeg denne gang kan undgå at blive indlagt så hurtigt igen