Læs dagbog

Jeg er indlagt igen, det sidste halve år har jeg været indlagt en gang i måneden. Men det er ikke det, det skal handle om. Det skal handle om at være i helvede mere præcis i cutter helvede. Jeg er tvunget til at stoppe, de har advaret mig to gange at hvis jeg brænder mig igen kan de ikke redde mine arme. De har advaret mig tre gange at hvis jeg skærer mig mere på mine underben kan de ikke redde dem mere. Jeg har skåret så meget at min blodprocent er så lav at det er en leg med døden. Men nu er jeg altså nødt til at stoppe og jeg har taget kontakt til lms. Men jeg ved at da jeg er afhængig af det bliver det en svær kamp. Det er en trang så stærk at jeg ser bort fra alle advarsler, og jeg skal ustandselig være på vagt for ikke at falde tilbage. Men jeg har ar overalt på min krop og hver gang jeg ser dem bliver jeg fristet finder jeg endelig et lille sted uden ar bliver der skåret med det samme. Jeg er så afhængig at jeg havde taget to barberblade med her på afdelingen og de blev brugt begge to. Nu står jeg så over for lad os sige en indre dæmon der skal bekæmpes og jeg ved hvor hårdt det bliver. For cutting er blevet så stor en del af mig at det skræmmer mig at skal undvære uden cutting er jeg intet. Cutting hjælp mig når det hele blev for sort, cutting hjalp mig over sorgen da min mor døde, cutting hjalp mig da det gik op for mig at jeg er blevet udnyttet, da jeg indså at jeg ikke kan have bier mere var cutting der. Så cutting har altid været der og det har stået på længe, nogle gange når trangen er værst går jeg i "zombie mode" . Det er så stor en del af mig at jeg en gang løj for dem her på psykiatrisk om hvor godt jeg havde det bare for at blive udskrevet så jeg kunne cutte igen. Det er det helvede jeg skal til at bryde ud af