Læs dagbog

En historie

En side i dagbogen "Igen og igen og..."
Skrevet af PernilleH 5. april 2016 15:06

Da jeg var lille spillede jeg fodbold, klatrede i træer, legede med perler og havde det sjovt med skoleopgaver.

Som jeg blev teenager, begyndte festerne, drukken og skænderierne med mine forældre. Jeg har aldrig været helt umulig. Jeg kom hjem på de aftale tidspunkter (plus/minus et kvarter), jeg passede min skole, jeg røg ikke, tog ikke nogle former for stoffer. Jeg arbejdede så jeg kunne købe mine egne ting, fordi jeg vidste at mine forældre ikke havde ret mange penge.

Men en dag jeg skulle til fest kom jeg op og skændes med mine forældre. Det endte med at jeg ikke måtte tage afsted og jeg blev så sur, at jeg sagde til dem de skulle lade mig være, løftede hånden i et 'stop' tegn og gik ind på mit værelse. Min far var så vred den dag, på mig eller på noget andet ved jeg ikke, at han trampede ned til mit værelse, bukkede dørhåndtaget i stykker og kom ind og slog mig mens jeg sad sammenkrøbet i min seng og græd.

Siden den dag har jeg haft et ufatteligt dårligt selvværd, for det var min opfattelse at på trods af mine karakterer, mit job og mit aktive sociale liv ikke var en skid værd når min far kunne finde på at gøre sådan noget. Min mor gjorde ikke noget.

Jeg begyndte at lukke mig ind i mig selv. Undgik for mange sociale aktiviteter for så var der ikke nogen der kunne opdage, at jeg var blevet slået og mine forældre kunne ikke skælde mig ud, for jeg lavede jo ikke ballade. Lod mine 3 søstre tage al opmærksomheden. Jeg kunne ikke komme snakke om mine følelser overfor mine forældre fordi jeg ikke oplevede at jeg havde deres opbakning, så derfor hobede de sig op indeni og blev ved med at være et dydsmønster, så jeg ikke ville skuffe nogen. Jeg ville ikke være til besvær.

Men jeg har tabt mig selv ved at blive ved med at være hende på 14 der blev slået af sin far og som overlever ved at gøre alt det korrekte.

For da jeg blev alvorligt syg i udlandet og var syg af det i et år, gav jeg mig selv skylden. Følte jeg havde skuffet dem og var til besvær, fordi jeg ikke havde passet nok på.

Hvordan giver jeg mon slip på hende?

Kommentarer fra andre brugere

Hej Pernille

Du fortæller din historie og du gør det ærligt. Det er allerede et stort skridt. Med frygt for at lyde som en kliché, behøver du så give slip på pigen? Kan du ikke tage hende med dig?

Hun har gjort dig til den du er på godt og på ondt tænker jeg, men du er klar over det og åben om det - og det er allerede et stort skridt i den rigtige retning.

Skrevet af JonasHansen, 5. april 2016 15:51

Hej Pernille

Måske kan du prøve at passe på den "lille" pige, du var dengang. Trøste hende og fortælle hende, at det ikke var hendes skyld, og at ingen fortjener at blive slået. Det var ikke okay, at din far slog dig.

Du er ikke hende teenagepigen mere. Du er voksen, og du kan faktisk gøre, som du vil. Du behøver ikke være korrekt hele tiden, hvis du ikke vil. Det er godt at være et ordentligt menneske, men man behøver ikke hele tiden være perfekt.

Det skal du få dig selv til at se. Prøv at finde din voksne og fornuftige side frem og lad den side snakke med den "lille pige". Jeg er sikker på, du godt kan det. Måske trænger hun blot til, at nogen fortæller hende, at hun er ok.

Og så ved jeg ikke, om det kan hjælpe dig at tilgive dine forældre? Jeg er også blevet slået, og jeg synes bestemt ikke, det er ok, så jeg ved ikke, om det er den rigtige vej frem, men måske kan det give dig lidt fred?

Du har lidt under det længe nok, men du kan måske vælge, at nu skal det være slut. Du vil ikke lide under det mere. Jeg tror godt, du kan få din hjerne til at vende det om.

Du kunne også snakke det igennem med en behandler?

Pøj pøj med det!
Kram jhn

Skrevet af JHN1, 5. april 2016 21:41

Hej Pernille,

Tak for din historie. Det er nemmere at forstå, når man kender baggrunden.

Har du ellers haft en god og tryg barndom indtil din far slog dig? Var det en engangs forseelse? Måske du altid har været et følsomt barn? Føler du selv at du skuffede dem eller blev det indirekte sagt?

Har du prøvet som voksen at snakke med din far om den episode? Fortalt ham, hvad den gjorde ved dit selvværd? Måske du skulle tage mod til dig og orøve det. Eller med dine søstre, hvis du er mere fortrolig med dem. Jeg tror, at det vil hjælpe dig at få det ud så det ikke rumsterer i dit hoved og tynger dig. Og så kan du måske tilgive som JHN skriver og komme videre i dit liv.

Venlig hilsen Mosi

Skrevet af Mosi123, 5. april 2016 22:55

Udskriv

Tip en ven