Læs dagbog

Det er gået op for mig, at jeg nok må arbejde på at acceptere at der altid kan komme tilbagefald. Og at de nok også kommer.

Jeg vil få tilbagefald. Sådan er livet nok bare. Forhåbentligt kan jeg lære så meget og få så mange redskaber, at det ikke tager så lang tid at komme over.

Derfor er det måske nødvendigt for mig at indrette min hverdag, så jeg minimerer risikoen for tilbagefald.

Det lyder måske så kedeligt, at det i sig selv kan udløse en depression.

Men måske er det bedre at have et gennemsnitligt liv, med et job jeg kan passe, et par gode venner og en tryg base, i stedet for at springe ud i alt muligt som jeg ikke kan varetage hvis jeg får et tilbagefald.

Når jeg har lært tilstrækkeligt mange strategier til at kunne komme hurtigere ovenpå, kan det være situationen er en anden og jeg kan tage lidt flere chancer.

Men for nu, er det måske udmærket med en lille lejlighed, et ok job og et par gode veninder.

Eller hvad?

Jeg er depressiv i øjeblikket. Det er svært at indrømme, men det er sådan det er. Kærestesorger og depression. Så jeg kan ikke rigtig mærke noget andet end trangen til flugt fra mit eget sind.

Jeg vil være alle mulige andre steder end jeg er. Pædagogmedhjælper, politibetjent, ude at rejse, i et hus..

Men selv hvis jeg var pædagogmedhjælper i stedet for konsulent eller jeg havde et hus i stedet for en lejlighed, ville der nok komme sorte huller indeni alligevel.

Det er en hård erkendelse.