Læs dagbog

Jeg kan mærke en forløsning i maven over at jeg har stået fast ved mig selv og slået op med min kæreste. Selvom jeg elsker ham, kan jeg mærke at det er rigtigt for mig (og ham) at vi er hver for sig, så vi kan komme på benene igen.

Han har noget der skal arbejdes med, men det har jeg så sandelig også efter at han var mig utro og jeg blev mere mere usikker af at være sammen med ham.

Nu sidder jeg tilbage med en rigtig følelse i maven, men en knude i brystet.

det er som hønen eller ægget: har jeg haft et tilbagefald der gør at jeg nu ikke kan være sammen med ham mere eller er det hans utroskab der har givet mig symptomer igen?

Har jeg kærestesorger eller er jeg deprimeret?

Jeg har alle mulige tanker om alt muligt. om jeg har valgt den forkerte uddannelse, om jeg kan skifte spor, om jeg får det bedre hvis jeg skrifter spor, om det overhovedet har noget med det at gøre. Om jeg skal være alene. Om jeg mangler noget at gå op i. Om jeg er forkert. Om jeg kunne have gjor tnoget anderledes. Om jeg kunne have været bedre. Om jeg ikke er god nok. om jeg giver for nemt op.

Det er som om jeg egentlig godt ved at jeg har nogle redskaber jeg kan bruge og jeg godt ved at det ikke hjælper at ligge herhjemme mens tankerne kører i ring og jeg ikke kan bevæge mig.

Men hvorfor gør jeg så ikke bare det der virker?

Jeg skal til psykolog idag. Det håber jeg kan gøre noget.

helt grundlæggende mangler jeg selvværd. Alle andre siger at de ikke kan forstå hvorfor det er så svært for mig. Jeg ved det heller ikke selv. Jeg ved bare at jeg ikke har det godt.