Læs dagbog

Det kører i ring hos psykologen.
Jeg forstår hvad han siger og tænker 'ja, det vil jeg prøve at arbejde med', men lige så snart jeg kommer ud der fra er det som om jeg har glemt det igen.

Vi snakker meget om at jeg skal være mere egoistisk. Jeg skal øve mig i at sige min mening, at sige fra, at have ret til at være uenig og udtrykke følelser.

Men for søren altså. Jeg er så vant til at gemme det hele indeni og sidde og nikke og smile som en eller anden skolepige, at jeg slet ikke ved hvordan jeg skal gribe det an.

Jeg føler mig nogle gange som en vandmand. Sådan en gennemsigtig, glat størrelse, der glider mellem fingrene fordi den ikke har noget struktur.

Det er mig. Hvordan skal andre kunne forholde sig til mig, når jeg ikke forholder mig til mig selv? hvordan skal andre vide hvor de har mig, når jeg ikke kan udtrykke hvem jeg virkelig er?

Nå, men i hvert fald. Det køre i ring hos psykologen. Nu er vi blevet enige om, at begrænse øvelsen, så jeg kun skal være opmærksom på mine mønstre og prøve at være mere assertiv når jeg er sammen med mine veninder. Især at jeg godt må bryde ind og tale om noget andet når der går lidt for meget villa, volvo og baby i den - for jeg er jo alene efter min kæreste var utro og ville sku blive glad hvis vi nogle gange bare kunne snakke om noget helt andet.

Jeg vil virkelig gerne arbejde med det her, men pyha, det er svært når det gamle system er så indgroet at man er en vandmand.