Læs dagbog

Jeg går i øjeblikket i et forløb der handler om at lære sine symptomer at kende og give dem mening.

Igår sad jeg i 'den varme stol' og alle de andre (kursister og ledere) kunne stille mig spørgsmål til mit symptom, så vi sammen kunne finde op og ned på det.

En af dem spurgte: Kunne du ikke sige tak for hjælpen?

Jeg kiggede bare og svarede: Nej, hvad har uroen og nogensinde hjulpet mig med?

Personen siger: Du fortalte at du første gang mærkede uroen og depressionen da din far slog dig og din mor sad passiv. måske hjalp symptomet dig ved at fortælle dig at situationen bare ikke var i orden. At det var dine forældre der var helt galt på den og at det var okay for dig at synes det var noget lort.

Jeg syntes det var vildt grænseoverskridende at lukke op for den pose, men hold da op hvor fik jeg meget ud af det.

Tænk hvis det ikke er fordi jeg er forkert at jeg har det sådan her, men fordi jeg reagerede uhensigtsmæssigt på symptomet dengang og gav mig selv skylden i stedet for mine forældre. Tænk hvis følelsen dengang sagde at der var noget galt med at blive slået - ikke noget galt med mig.

Tænk hvis den her uro, kan blive en hjælp i stedet for en lænke?