Læs dagbog

Jeg har tænkt over, om uroen og den efterfølgende depression var en naturlig reaktion på dårlige omstændigheder.

Det giver egentlig lidt mening og måske en mulighed for at slippe noget af alt det gamle lort der sidder i mig.

Det er naturligt at have det ad helvede til, når man lige er blevet slået af sin far og ens mor igen er for passiv til at rumme ens følelser.

Og det kan aldrig nogensinde blive barnets skyld. Ligemeget hvad et barn laver eller gør, har det aldrig nogensinde fortjent at blive slået. Og det har heller aldrig fortjent, at der ikke blev snakket om tingene.

Ergo, må den dårlige følelse indeni have prøvet at fortælle mig at det var mine forældre der var helt gale på den. At de var nogle idioter og at de svigtede mig helt vildt. Svigtede min tillid, min kærlighed og min udvikling.

Jeg har altid følt at jeg skulle være perfekt, for at mine forældre ville synes at jeg var god nok.

Men ved i hvad? Måske var det i virkeligheden dem der ikke var gode nok. Det var dem der fejlede og det var dem der gjorde noget grænseoverskridende og forkert.

Og måske var det egentlig det som uroen/depressionen prøvede at sige.

At det de gjorde ikke var godt for mig.

Og hvis det er sådan det forholder sig, så behøver jeg ikke længere leve op til dem. For jeg har ikke noget at bevise overfor nogen som ikke var gode for mig.

Det betyder ikke, at jeg ikke kan have et forhold til dem. Det betyder bare at jeg måske ikke skal være så bange for at skuffe dem. For de har allerede skuffet mig helt vildt.