Læs dagbog

En følelse af frustration over min manglende indflydelse over mit liv overvælder mig fra tid til anden. Denne dag er ingen undtagelse.

Jeg har endnu engang forsøgt at fylde min dag med kunstige livshistorier fra fjernsynet...
De mange lykkelige slutninger stiller en trang for et øjeblik, men efterlader hurtigt mit hjerte med det tomrum der hele tiden var.
Når de dystre tanker hober sig op, som de gør i øjeblikket, virker det som om at væggene langsom kommer tættere på mens jeg venter på at blive opslugt af intetheden.

Jeg finder det svært at beskrive den følelse jeg har i øjeblikket.. jeg genkender den.. har følt den mange gange før.. følelsen af at hjemmet er mit fængsel.. følelsen af at alt der betyder noget for mig langsomt forsvinder fra mit hjerte som et timeglas der rinder ud.. ikke engang fjernsynet eller computeren kan holde tristheden for døren..

Det hjælper lidt at forklare hvordan jeg har det, til mig selv, til jer.. der er ikke mange jeg kender der ville forstå.. virkelig forstå..

Hvis bare der var en mening med sådan en prøvelse..

I mit hoved render jeg frem og tilbage, fra væg til væg, som et vildt dyr i bur.. på randen til sindssyge.. Jeg gør alt hvad jeg kan for at fylde mit liv med de ting der skal gøre mig glad, lykkelig, overskuds-agtig, men nogle perioder syntes der bare ikke at være noget valg.. som at hoppe ud fra en flyver uden faldskærm.. der er intet andet valg end at falde længere og længere ned til man til sidst rammer bunden.. og hvad så?

Jeg har engang været der hvor jeg ville dø.. har været indlagt af selv samme grund, men besluttede at prøve at kravle op igen, igen, igen.. Det er efterhånden en del år siden og selvom jeg sjældent er SÅ langt nede at jeg tillader de tanker, så er det det samme mønster der gentager sig, den gamle dystre spiral af tanker der overtager kroppen.

Om et par måneder skal jeg i behandling for min spiseforstyrrelsen (jep har også sådan en).. jeg håber de kan give mig et skub i den rigtige retning.. alle de behandlings forsøg for at komme af med min depression har vist sig frugtesløse..

men..
Jeg tror det er vigtigt at prøve.. hvad ville pointen ellers være.. hvem gider at leve sit liv i et bur?
Så nu skal der samles energi til at prøve endnu engang..

puksakken29