Læs dagbog

Regnen siler udenfor og mit hoved føles fordrejet af den manglende søvn. Det er som om at dagene strækkes tyndt af tiden.
I tiden før alting ændrede sig kunne regnen fylde mig med ro og forventning, som en bil gennem bilvasken, vasket fin og ny til det næste eventyr.
I stedet sidder jeg nu, fortvivlet og fortabt med næsen ud af de mentale tremmer i mit vindue og mine drømme er svundet ind til en ukendelig klat sort snot, trådt fast på gulvet som fortovs-tyggegummi.
Som Monty Python ville sige det
”…AAAAAAAHHHHHHHH…”

Men jeg hægter mig fast fordi..
I mit indre gnistrer en lille glød som nægter at slukkes, der er ingen tvivl om at den holdes i live af de gode minder og håbet om at der en dag vil komme en sådan tid igen. Jeg vil værne om den som mit kæreste eje og puste til den hver eneste gang jeg kan få vejret.

…Jeg brænder for livet, men det regner i mit indre…

Jeg ved ikke længere hvem jeg er, den ide jeg havde tabte jeg for år tilbage. Jeg har gjort, sagt og tænk ting jeg aldrig troede jeg ville. Trods mit liv er fyldt med mennesker der ønsker mig det bedste føler jeg mig ensom og efterladt. Jeg er efterladt til det mørke depressionen har svøbt mig i og det er kun mig selv der kan ryste det af mig. Men hvad hvis jeg ikke kan? Jeg ved jeg kan for en tid, men hver gang er det vendt tilbage.
Strategien må være at prøve igen og igen til ilden tager fat..
God strategi!