Læs dagbog

Idag har jeg haft den bedste dag! jeg har været rigtig aktiv og fået gjort ting i hjemmet jeg har tænkt på at gøre i månedsvis.

Ikke at det egentlig er det jeg vil snakke om.. jeg har isoleret mig selv rigtig meget de sidste 6 år mens jeg har været depressiv. jeg føler mig kun tryg i sociale sammenhænge hvis min mand er der og helst kun sammen med folk jeg kender godt. Det er for det meste hans venner da jeg har taget afstand til de venner jeg har.. ikke med vilje, men det er ligesom sket med tiden.

Her til aften ringer min søster og en bekendt til mig og spørger om jeg vil med i byen. Jeg har ikke så mange penge, så det er fornuftigt nok at blive hjemme, men min søster foreslog at hun gerne ville give.
Min søster er 10 år yngre end mig og det kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at tage imod.
Men det handler slet ikke om penge, det handler om at jeg er bange for at være hende der den mærkelige, hende der ikke kan finde ud af at holde en samtale kørende, hende der der ikke rigtig gør nogen forskel i selskabet..

I tiden før min depression kendte jeg rigtig mange mennesker, folk ringede konstant fordi de gerne ville se mig, de fortalte mig deres problemer og talte om deres drømme med mig.

Nu har jeg kun få jeg har den salgs venskab med. Jeg har 3 personer i mit liv jeg føler mig 100% trygge sammen med, men kun 2 jeg føler forbedre socialt samvær med andre.

Det burde slet ikke være nødvendigt t jeg havde brug for at andre er til stede for at være afslappet og normal i andres selskab.. ved ikke hvordan jeg skal komme videre med det. Prøver at se folk alene i et begrænset tidsum og så tage hjem før det blier for meget, men syntes ikke det virker..

Jeg er bare så KUNSTIG og AKAVET og pga det siger jeg alle mulige ting jeg fortryder.. laver undskyldninger for mig selv. HADER DET!!!!