Læs dagbog
Hej igen Depression
En side i dagbogen "For gammel til psykoterapi"
Skrevet af RW 5. januar 2021 11:40
Dagbog 04-01-2021 (i går)
I dag har jeg været til min udredende samtale ved distriktspsykiatrien for første gang efter, at jeg atter er ramt af en depression.
Det var en meget venlig psykolog, der hed Sarah. Jeg fik fortalt, at jeg formentlig kun skulle snakke med hende den ene gang, da hendes opgave var at tage det vi talte om op til et møde med overlæger, som så skal vurdere, hvad der evt. skal ske.
Jeg synes det var en god og meget grundig samtale på 1,5 time som kom igennem alt. Hun mente bestemt, at der var depressive symptomer og at jeg derfor var i målgruppen for at modtage behandling.
Til sidst spørger hun mig, om jeg har en idé om hvad jeg kunne tænke mig af hjælp fra psykiatrien. Jeg svarer hende, at hvis jeg selv skulle vælge, så skulle det være samtaler med en psykiater eller en psykolog. Jeg vidste dog godt, at psykologer og psykoterapi er tæt på, at være et fremmedord i distriktspsykiatrien. Sarah fortalte mig så, at de heller ikke længere havde psykiatere tilknyttet. Det som de kunne tilbyde var samtaler med en social og sundhedsassistent eller en sygeplejerske ligesom da jeg sidst var ramt af en depression for 3 år siden – hvor jeg gik til en ugentlig eller hver anden uges samtale med en flink sygeplejerske.
Måske er det bare mig. Men jeg har været tilknyttet psykiatrien ON/OFF nu siden 2010. Jeg har fået tilbudt gruppeterapi for min personlighedsforstyrrelse, hvor jeg blev sat i en gruppe med primært Bordelinere, som jeg ikke lider af. Det meste af det var spild af tid og ikke noget jeg fik det store udbytte af desværre.
For mine depressioner har jeg fået tilbudt samtaler med sygeplejersker/ social og sundhedsplejerske udover min Venlafaxin, som jeg nu har taget siden sommeren 2017 og som der egentlig aldrig rigtig er fuldt op på – ej heller ved lægen. Det har bestemt været nogle søde sundheds/sygeplejerske men de har også deres begrænsninger. Jeg har en livstruende sygdom og enormt invaliderende psykisk lidelse (depressionen) som har det med ikke at slippe taget helt i mig. Jeg har givet udtryk for, at jeg har selvmordstanker, men ikke at jeg er på vej til at gå ud, at gøre noget ved det da jeg har en datter, der er afhængig af sin mor. Alligevel er det eneste jeg kan tilbydes, et par samtaler eller lidt flere med en sygeplejerske. Er der noget at sige til, at det håb, man kunne ønske sig, er meget svært at finde?
Kommentarer fra andre brugere