Læs dagbog

Kære B**** & T*****!

Der er sket meget siden vi har snakket sidst, og jeg håber, I vil læse med som jeg forklarer hvad jeg har været igennem, og hvad der er sket det sidste års tid siden vi sidst kommunikerede.

Inden jeg fortsætter vil jeg sige, at jeg skriver fordi jeg har brug for hjælp; jeg er på den, og jeg rækker ud til jer fordi I er et af de sidste steder jeg kan gå hen i min situation. Jeg håber, at jeg må ulejlige jer med disse ting.

Først og fremmest må jeg gøre det klart, at dette ikke handler om penge. Vil sige det nu, fordi jeg ikke vil ha’, at I skal spekulere om det i dette brev; jeg har styr på min økonomi.

Der hvor den stikker er, at jeg har været i et fantastisk, blomstrende og sprudlende forhold de sidste 12-13 måneder. Jeg mødte en ung kvinde, der skulle komme til at betyde så meget for mig, at jeg var parat til, og stadig er, at gifte mig med hende.

Jeg elsker hende meget meget meget højt, og følelserne er gengældte.

Imidlertid; jeg er syg. Min skizofreni har drevet os fra hinanden, og drevet mig ud på et punkt hvor pigen forlanger, at jeg skal få noget hjælp, noget ro og noget stabilitet før hun overhovedet vil overveje så meget som at se mig igen.

Jeg er ganske enkelt sønderknust. - Jeg elsker den kvinde, af hele mit hjerte, men min sygdom, der ellers har været holdt i skak med medicin, brød ud her i december, og det kostede mig, indtil videre, mit forhold.

Jeg har brug for hjælp.

Jeg er ikke længere, vil jeg lige sige, psykotisk, overhovedet; jeg er kommet til byen, jeg er steget i medicin siden jeg kom herover, og jeg er samlet, i overskud, klar i tankerne og jeg har det, bortset fra brutale kærestesorger, ok.

Men, jeg er stresset, og jeg står i en situation, der er kommet som følge af vores pludselige brud.

Jeg har ingen steder at være.

Sandheden i al sin gru.

Vi har boet hos hende, ovre på Bornholm, de sidste 8-9 måneder, og alt har kørt mere eller mindre på skinner; vi har købt campingvogn sammen, har holdt ferier, nyt livet, og her i oktober fik vi en ny lejlighed til hende; et super sted vi begge har boet i, til stor fælles glæde. - Alt har kørt, lige indtil dagene i slutningen af december/start januar. - Ud af det blå bliver jeg hamrende psykotisk og paranoid. - Jeg bliver bange for min kæreste.. - For min lille Linsey - og, i min panik, så får jeg slået op med hende. - Et vilkår, der har taget så hårdt på hende, at hun ikke ønsker at se mig igen, før jeg har fået den ro og stabilitet, der skal til for, at vi kan få det til at hænge sammen igen. For at jeg kan.

At bruddet kom så pludseligt betyder også, at jeg er låst og presset i min boligsituation; jeg har fremlejet lejligheden, og den kan først siges op til 1/4. I mellemtiden er jeg mere eller mindre uden muligheder, og derfor dette brev.

Jeg ved godt, at der er gået lang tid siden vi har set hinanden sidst, og jeg ved, at jeg ikke har været nem, men jeg skriver fordi jeg har brug for jer: Ikke bare et sted at være, men jeg har brug for hjælp til at komme på plads i mit liv; lige nu er jeg fuldstændigt følelsesmæssigt smadret, jeg er så godt som hjemløs, og jeg har ingen allierede, der står på min side i alt det her; jeg har brug for et sted at være, og jeg har brug for jer; hvis I vil være der.

Mit spørgsmål er, når alt er sagt; må jeg låne et værelse hos jer, til 1/4?

Jeg skal nok betale for det, passe mig selv og ryge uden for, samt alt andet, der måtte være af krav; i sætter rammerne og jeg følger dem.

Jeg ved, at det er meget at spørge om, men hvis I kan hjælpe vil det være fantastisk; jeg har virkelig brug for en hånd i alt det her.

De bedste hilsener

Simon

PS. Jeg kommer ikke til at sidde og pulse på min stol i perioden; jeg har fået arbejde som journalist på et blad for psykisk syge, samt som fotograf og “Portrættør” på en bar i Indre By; jeg får nok at se til. Det jeg har brug for er en base, medspil og den omsorg I har overskud til at dele af; jeg vil inderligt prøve ikke at være en belastning.

Simon

16:10


Kære Simon
Tak for dit brev. Det var langt, men din komplicerede situation kræver vel nok også en grundig forklaring kan jeg forstå. Et lyspunkt er dog, at du har fået arbejde og kan klare dig selv økonomisk.
Du har et akut behov for at finde sted at bo i hvert fald midlertidigt, og vil gerne have lov at bo hos os et stykke tid. Du tænker velsagtens at du kunne bo i det store værelse i kælderen. Desværre kan det ikke lade sig gøre, da S******* bor hjemme og ikke har planer om at flytte lige med det første.
Kærlig hilsen
B****
PS! Jeg skulle hilse mange gange fra moster A*****


Det har aldrig slået jer, at grunden til at jeg holdt mig væk i alle de år, var, at mit selvværd var så dårligt, at den eneste måde jeg følte, at jeg kunne vise min kærlighed på, var ved at blive væk..?

Kan godt fornemme, at der med det her er trukket en streg i sandet, hvilket jeg både må og vil acceptere, men I skal vide, at jeg altid har elsket jer og, at jeg, her på falderebet, vil sige, at jeg syntes jeres måde at håndtere og tackle min situation, som pårørende, har været til et rent "dumpet".

Det gør mig ondt, at engagementet fra jeres side i min sygdom og kriser har været mere eller mindre fraværende. - Vi snakker om en ung mand, der havde massive problemer, og som havde brug for jer som et anker. Siger ikke at mit liv ligger på jeres skuldre, men jeg siger, at det havde været rart om I havde deltaget i det; jeg ville have været stærkere med jer.

Det gør mig ondt at jeg ikke var mere værd.

Simon