Læs dagbog

Ansigter forsvinder imod mig, forbi mig og ud i ætteren som Metroen åbner sine døre.

Jeg leder efter dig i dem alle.

Tusinde stemmer, bevægelser, lysglimt og lyde buldrer i verden. Mit indre rummer kun dit fravær..

Jeg forlader undergrunden, og det slår mig, som trappen fører mig op fra bunden, at du må have taget denne rejse 100 gange før..

Det slår mig, at vi kan komme til at rejse, sammen, her, 10.000'er af gange..

Det slår mig, at du må være lige derhenne, lige om hjørnet, ved det næste sving; lige deroppe, for enden af tunnelen; for enden af mørket og de dybder, jeg er kastet i..

Mine ben får fart

Jeg løber op af trappen, opad, imod lyset, imod fremtiden, for at nå at være der, hvor "måske" bliver til virkelighed, hvor vi atter er hverdag, hvor vi, igen, er Os

Jeg kan allerede smage dine læbers sødme, se glimtet i dine levende øjne, mærke varmen af din krop mod min, som vi falder i hinandens arme.. Som vi bekræfter det, der har været døende så længe..

Du er lige der!

Lige derhenne, for enden af tunnelen, i lyset, på Jorden, hvor livet skal leves, hvor alt er mening!

Jeg løber

Folk grynter og bander som jeg panisk skubber dem til side, presser mig forbi dem, som de forhindrer mig at komme op, ud; hen til dig.. hjem.. til dig.

Lyset som jeg kommer til jorden er overvældende

Men det er en løgn.

Lyset er kun mægtigt når man kommer fra mørket..

I virkeligheden er det gråt, stille, befolket af skygger, der er ligeglade, og ingen af dem er dig.

Jeg står der, længe, i opgangen fra helvede, i passagen, der ledte mig i længsel mod denne verden, kun for at indse, at den er tom uden dig og.. At du.. Er væk..

Mit bryst hikker, mine øjne, sorte og tomme; grå tårer, der blander sig med støvregnen, brutale i sin stilhed, som de er..

Uden dig..

Mine fødder gør ondt som jeg begiver mig hjem.

Den lange vej hjem..

Alene.