Læs dagbog

Artikel til Medier - første reelle forsøg

En side i dagbogen "Indviklet udvikling"
Skrevet af SimonSaiz1 22. januar 2017 18:05

»Dengang man kunne sanse«
Af Simon Rosenkilde


Ud af til er hun en normal teenager. Linea spiller violin, hun bor i en ungdomsbolig, hun har venner, en god og velfungerende familie, og hun går i skole i 10´e klasse på Bornholm; alt er, når man ser den kønne unge kvinde, helt normalt.

At hun gemmer på et mareridt, de færreste ville kunne rumme, er fuldstændigt usynligt for alle.

»Jeg føler det som om, det er en fremmed, når jeg ser mig i spejlet; det kunne være hvem som helst«

Linea var 15, den 1ste august 2015.

Det var en normal dag. En dag som alle andre, hvor alt burde have været som det plejede; hun skulle øve sin violin, lave sine lektier, være sammen med familien; intet meldte om, at en katastrofe, der har varet indtil videre 16 måneder, skulle ændre hendes liv, måske for altid.

Det begyndte med et slørret syn, så en uvirkelighedsfølelse, der blev mere og mere gennemtrængende, indtil den, til sidst, den 8'e august, en uge efter symptomerne var startet, var etableret; verden var forsvundet: hun kunne ikke længere føle.

»Det er som en dæmon, der har kontrollen over mig - et evigt gråvejr, en konstant tåge.. En flad fornemmelse, i alt - alt er reduceret, intet når ind til mig, intet når helt ind, jeg kan intet føle«.

Derealisation/Depersonalisation er en lidelse, der er så godt som ukendt i Danmark. Den rammer et fåtal af mennesker, men de, der er ramt, lever deres liv i et veritabelt helvede, hvor intet føles virkeligt, hvor der er et filter og en »mur« imellem dem og verden, og imellem dem og dem selv; følelserne, der bekræfter, at vi lever, er simpelthen væk.

For Linea var det angsten. - En mor, der havde været syg med fødselspsykose i de tidlige år, et stort pres fra hende selv og familien om at præstere og en iboende beskaffenhed, gjorde, at hun havde så meget angst, at følelserne slog fra; sindet reagerede ved at lukke for hendes følelser og sanselighed.

»Jeg elskede at være alene; tiden i mit eget selskab var så.. Meningsfyldt; fuld af følelse og nærvær; indhold. Jeg kunne være alene fordi mit eget selskab var så rigt. I dag er der intet, jeg kan ikke være alene; der er kun tomhed og intet. Jeg fylder intetheden ud med andre mennesker«.

Panikken i dagene efter sammenbruddet var total. - Alt blev prøvet; gråd, tålmodighed, lægerne.. Intet kunne hjælpe, og ingen kunne give hende svar; ingen anede hvad hun fejlede.

Gråd og sorg overmandede hende dagligt; »Hvor ER jeg!?«.

Nettet kom som en lille forløsning. Efter at have googlet indskrænkende blev det klart hvad hun led af; DP/DR, Depersonalisation/Derealisation, men det var kun en stakket frist. Der er ingen løsning, og ingen behandling mulig; man ved knapt nok hvad der sætter det igang.

Behovet for selvmord blev allestednærværende, og knivene og saksene blev symptombehandling.

Linea har ar op af armene; store, tykke, dybe og mange ar, der alle fortæller om et skrig om hjælp, og et behov for at mærke; »Jeg kan huske, at jeg lagde mig halvnøgen ud i sneen. - Lå der, længe, for i det mindste at have følelsen af fysisk smerte«.

Man regner med, at omkring 1-2% af befolkningen på verdenssplan er ramt af DP/DR, og der er ingen behandlingscentre i Danmark. - Den mest almindelige behandling foregår med antidepressiv, der lindrer den fundamentale angst, samt psykoterapeutiske forløb. Det og masser af ro og rutine er det eneste man ved, kan have en lindrende effekt; konkrete behandlinger og behandlingstilbud er stadig fuldstændigt fraværende.

»Jeg vil rende rundt med de her ar, resten af mit liv« Siger hun, »Men jeg prøver at være optimistisk. - Jeg prøver hele tiden at sige til mig selv; at for hver dag, der går, der er jeg lidt tættere på at være rask, og ikke, at for hver dag der går, der er jeg lidt længere fra at være at være hel«

»Tanken om fremtiden, som nutiden er nu, er fuldstændigt uudholdelig, men jeg prøver at sige til mig selv, at der er muligheder, håb; at tingene kommer til at fungere, at jeg bliver rask..«

Linea er 17 år gammel.