Læs dagbog

[KRONIK]


Så sidder jeg her, ene førtidspensionist, i mit lille hjem på en ganske
almindelig lørdag formiddag. Dagen har været lang; jeg har været tidligt
oppe, og det meste af morgenen er gået med at debattere et indlæg på en
gruppe på Facebook for fotoentusiaster.

Her havde en far, med et i øvrigt tvivlsomt kreativt talent, formastet sig
til at lægge et billede op af sin afklædte Ca. 9 årige datter.

Billedet var ikke specielt godt; det var sort, grynet og objektivt set
blottet for dybere kunstnerisk værdi, men pigen på billedet var altså
halvnøgen, og derfra kørte debatten.

Folk talte for og imod - nogle mente, at det var "usmageligt" (man kunne se,
hun var nøgen fra maven og op, og hendes "bryster" var dækket af hendes
lange hår; der var altså tale om en grumset gengivelse af maveskind.).
Andre, som jeg selv, stod undrende for de anklager, der blev lagt mere eller
mindre hårdt frem i debatten; at der skulle være tale om pædofilt indhold
på billedet.

Nu, her klokken 11 om formiddagen, er snakken så nået til et punk hvor
faderen er blevet rådet til at tage billedet ned, da "han ikke skal anmeldes
for børneporno".

Det er her jeg sætter mig for at skrive denne kronik.

Jeg er 38 år gammel. Jeg er uddannet fotograf, og jeg har altid interesseret
mig både for fotografiet, for kunsten og for det samfund jeg lever i, og jeg
må indrømme, at jeg føler det mig magtpåliggende at komme med et opråb
her.

Kan det virkelig passe, at vi, i 2018, som samfund, er så.. Himmelråbende
angste for at være naturlige; ikke bare over for hinanden, men også over
for vores børn, at selv et uskyldigt billede af et halvnøgent barn kan
føre til anmeldelse, endda med potentielt alvorlige juridiske repressalier
til følge..?

Kan det virkelig passe, at en far ikke kan dele en smuk og glædelig
oplevelse med sin datter, i dens og hendes uskyld, uden at samfundet omkring ham stikker ham det værste af alle stigmata i øjnene; pædofili?

Kan det virkelig passe, at vi, i vores angst, indirekte, seksualiserer børn,
fordi "man ikke skal seksualisere børn"..?

Nej, ingen tvivl, pædofili er en afskyelig ting, det kan vi alle være enige
om, men modreaktionerne på det er næsten endnu værre.

Det er som om, at den lille gruppe mennesker, der udgør Max ~1% af
befolkningen, har taget resten af samfundet, Inkl. børnene, som gidsler i
deres hærg og, at samfundet reagerer instinktivt, og panisk, alene af angst
for at falde ind under samme kategori?

Vi nået til et punkt, i den panik, hvor vi knapt nok kan være naturlige med
vort afkom længere. - En far, der tager et bad med sit barn er jo nærmest
skummel, en pædagog må ikke være alene med børnene på institutionerne,
og skulle mareridtet ske, at en mand, der blot syntes, han har lavet et flot
billede af sin halvnøgne datter, lægger det til offentlig skue, så
risikerer han, i dette fuldstændigt forskruede og paranoide samfund, at få
en bøde, eller havne i fængsel.

Igen, pædofili er en fandens modbydelig ting, sådan er det, men når
hærget fra disse mennesker forværres, af os, til et punkt, hvor vores
børn, der ved Gud blot skal have lov til at være frie og uskyldige,
indirekte seksualiseres, også af os, i vores paranoia, så er det, undskyld
mig, fanme kommet for langt ud.

Nej, vi kan ikke undsige os for, at nogle vil seksualisere børnene, men skal
det gå ud over resten af os..? Skal det gå ud over børnene..? Skal vi,
virkelig, leve i en angst så massiv, at vi ikke kan lade vores børn bade
på stranden, uden praktisk talt at dække dem til, i burkinier næsten,
fordi der sidder en forsvindende lille gruppe mennesker, der bliver opstemte
af dem..?

Skal dette, absolut begrænsede segment af befolkningen, virkelig, have lov
til at fylde alle os andre med mistænkliggørelse, mistro, paranoia og
usikkerhed over for vores næste?

Skal de, virkelig, have lov til det, når de ikke er flere?

Eller er det noget med at få de rette proportioner på det her? - At man
indser, at, ja, der er pædofile derude, men at man blot må gøre det eneste
fornuftige, der er at gøre ved det; ryste på hovedet, tage en dyb
indånding og så ellers lade den ligge ved det, for vores egen og vores
børns skyld, så man ikke dæmoniserer børnene, deres kroppe og deres
seksualitet, med endnu større skade til følge?

Er det, helt konkret, vores ansvar, og vores skyld, at der er de sære mænd
og kvinder derude, og vil vi virkelig lade hele vores samfund gennemsyre af
angsten for at være som dem..?

Eller ligger visdommen i, at vi ikke skal lade os tage som gidsler, i frygt,
fordi der er en kæmpe angst over for den gruppe mennesker, der, når alt er
sagt, udgør et så forsvindende lille mindretal, at de nærmest er
ubetydelige, og som man i øvrigt må anskue har brug for hjælp?

Er det, helt konkret, ikke noget med at acceptere, at omkostningerne ved at
lade angsten styre os - til det punkt hvor vi næsten ikke kan være her - er
langt større end ved at lade de små rende rundt, i al deres naturlighed og
frihed, og os selv ubekymrede, og så ellers lade det perverse mindretal have
deres særheder i periferien, hvor de hører til, så vi selv kan være frie?

Er det ikke noget med, at slippe angsten, tage en dyb indånding, og så
komme på højde med det liv vi lever i? - Et hvor vi alle er nøgne under
tøjet, hvor børn er uskyldige, og hvor fåtallet af voksne, rent faktisk,
har seksuel interesse i børn..?

Er det ikke på tide, at vi slipper paranoiaen og giver os selv lov til at
være her..?

Min holdning er klar. Der er brug for en modreaktion, og en ganske almindelig hovedrysten, for selv om det er Møg-klamt, at en og anden stodder sidder og tænder på 10 årige Joanna, så må han, som enkeltindivid, ikke tage uskylden fra hverken os, vores samfund eller vores børn.

Han og hans skal simpelthen ikke have den magt.

Man må, mener jeg, som voksent og fornuftigt menneske, trække på
skuldrene, nyde livet og sige; "Surt, den slags mennesker er der, også, men
så hvad? - Mit barn er stadig smukt, med skovlen i sandet, og iklædt sin
nøgne hud, og selvfølgelig tager jeg et snapshot af ham/hende". - At man,
som voksent og frit menneske, ubekymret, nyder barnets kåde frihed og
latter, og GLÆDER sig over, at vi, rent faktisk, lever et enormt sikkert og
trygt samfund, også fra de pædofile.

Det handler, basalt set, om proportioner og naturlighed, og om respekt; for
os selv, for vore børn og for vores samfund.

Vi skal simpelthen ikke lade en forsvindende lille minoritet smadre så
meget, for så mange.

Vi har lov at være her, som naturlige mennesker, som uskyldige børn og som
levende verden, og det skal nogle få mørkemænd ikke tage fra os.

Så ja, tag det varme billede af dit barn i bar røv, for det er smukt og
naturligt at gemme på gode minder, og du er ikke et monster for at være et
ganske almindeligt menneske med dine børn.

Simon R.
Førtidspensionist og fotografuddannet