Læs dagbog

Sidder her, som 38 årig, og tænker, at det hårdeste ved at være voksen er, at man skal være værdig til det man har; ting, venner, familie, kærlighed.. Det kommer ikke gratis, men kræver kamp, alt sammen.. Har holdt "pause fra livet" i tyve år, og at vågne op til den.. Brutale sandhed, at du er hvad du kæmper for, får hvad du kæmper for, måske, og er Værd, ikke bare hvad du har, men i de ting, du har kræfter til at skabe, og intet andet, er det, absolut vildeste mareridt og trip, dette liv kan byde sine borgere.

Darwin.. "survival of the fittest", adapt or die. Vi kalder os mennesker, men reglerne er stadig, universelt, de samme: din styrke er dit værd, intet andet.

Derfor; Nej. "Det kommer IKKE til at gå.", NEJ. "Det kommer ikke af sig selv". NEJ. Du skal ikke "Bare væbne dig med tålmodighed.", for du får IKKE succes ved at lade stå til. Du får IKKE løst dine problemer ved at have ondt af dig selv, og æde kage, i din selvynk, for ALT hvad du drømmer om, ALT, kræver styrke, kræfter og MOD.

Det er hårdt at være voksen, og endnu mere så i det, at du ikke bare kan tryne konkurrencen, for du skal stadig være et ordentligt menneske, der respekterer andre menneskers ligeværdige ret til væren..

Det er hårdt at være voksen, men for helvede, når man gør det ordentligt, og det lykkedes.. What a rush..

Og for dig..? Hvad er det at være voksen, for dig..?

Glæder mig til debatten.

S.