Læs dagbog

Hun kiggede på ham udfordrende. Han stod med ryggen til, skuende ud over huset, bjergene bag det.. Det knuste TV, der lå ved stigen op til høloftet.

"Så..", Sagde hun; "Det sædvanlige..?". Hun lagde hovedet lidt på skrå som hun spurgte, en let bebrejdelse i hendes stemme, men mest af alt udforskende og støttende; hendes begsorte hår let flagrende i vinden. - "Du skulle reparere det, mistede kontrollen og så var det lige meget, og du smadrede det..?"

Han stod stadig med ryggen til, hænderne på hofterne, maskulin. Han, havde ikke vendt sig imod hende, men sænkede hovedet med et suk; han savnede hendes omsorg, hendes kærlighed, men vidste, at den altid var på nippet når han mistede sit temperament.

Han kunne mærke hende bag sig, den sorte lette kjole i vinden, hendes styrke.. Hendes sjæl; han trængte til hende. Endnu mere så nu, hvor han vidste, han havde været en idiot.

Han vendte sig om, rakte hånden ud i bevægelsen, for at gribe hende, nå hende; bekræfte, at hans anker, trods alt, var hans, og at de var virkelige.

Engen bag ham var tom.

Det grønne levende tykke efterårsgræs spillede i vinden, men der var ingen at se.

"På en gang døde du, og på en gang forsvandt du"

Jeg ligger med hænderne på din krop, du foran mine knæ, som mine metalbeslåede handsker forsøger at ruske liv i dig; det ligner, du spiller død. - Der er liv i din stålsatte øjne, men det er låst; dit blik skuer imod en anden verden, ude af stand til at være i vores.

Hospitalssengen er det eneste oplyste i værelset.. - Du har ligget i koma i månedsvis; uforanderlig - præcis den samme som du var på bjergenes enge, og du er døden nær.

Du ER død, og du er evnen til at elske; alt jeg nogensinde har ville.

S.