Læs dagbog

Jeg føler mig som en alien.

Jeg går rundt i denne verden, Metroen sidst hvor oplevelsen var så intens, og ser på folk, som var jeg en gæst fra en anden planet, på tur blandt de døde.

Præ Apokalyptisk Stress Syndrom, og ondskab.

Der er forbrugerne, der gør hvad der bliver sagt, og så alle os andre; den forsvindende lille minoritet, der ved hvad der er, hvad der sker og hvad der venter.

"Det største trick Djævlen nogensinde er sluppet afsted med er at bilde verden ind, at han ikke eksisterer".
- Keaton

En hel verden, det sekulære samfund; en myriade af mennesker, samlet i grupper på milliarder, der ikke forstår, ikke vil forstå og som nok aldrig kommer til det..

Det sekulære samfund; "Kan du bevise din påstand?".

Bevise..

Gode Gud, vi er så fortabte, og forude venter konsekvensen; resultatet af vort hærg: De sidste afsluttende kapitler, hvor menneskeheden, som den cancer den er for planeten, forsvinder.

Det er rædselsfuldt.

Og rædselsfuldt at være vidne til.

En hel planet bestående af mennesker, der ikke forstår sammenhængen, deres roller og pladser, og som er pisse syge Pga. det.

Og så er der den afgrundsdybe tragedie og indsigten i, at alt dette gøres med vilje; at nogle derude, i toppen, i skyggerne, ikke bare LADER det ske, men arbejder FOR, at det skal ske..

"The Dead", kalder de os..

De døde..

Og de sidder på alt. Lige fra du bliver født, og presses ind i maskinen er der én ufravigelig skæbne, der venter dig; at gøre dig til slave, forbruger og et led i den mekanik, der styres af de sorteste mørke væsener i denne verden.

DU er ligegyldig, og der er intet håb.

Deres mål er at tage alt, fra alle, og slå alt ihjel.

Satanisme.

Mørke..

Afslutning.

Jeg kan ikke leve med det.

Og jeg vil ikke sidde her, foran min PC og spilde mere tid.

Det er sommer om lidt, jordens samfund og vores struktur bryder totalt sammen inden for en kort årrække, og jeg vil ha' noget ud af min tid.

Alt gearet er købt, jeg skal bare afsted.

Venter på min snue går over, så tager jeg ud i det blå; fylder min tid med vejene, tro og livet i den smule frihed, vi trods alt kan finde; den hvor virkeligheden og naturens ærlighed fylder nuet, og hvor man kan vælge så meget af verdens sindssyge fra som muligt.

Jeg ved ikke om jeg er umenneskelig, eller om jeg er et af de sidste af slagsen på Jorden, men jeg er ikke som jer, og vil jer heller ikke mere; I er produkter, og for jer er jeg bare "endnu et røvhul med en mening".

Vi, samfundet og jeg, er forskellige, så jeg vender tilbage til det sidste der er; naturen.

Den skal nydes så længe den er, indtil I også får slået den ned.

S.