Læs dagbog

Du er med mig, hver dag.. Det er to år siden vi har set hinanden næsten, og der er, stadig, ikke en dag hvor det ikke falder over mine læber; "I'm so fucking sorry, Linsey..". - Skammen, over mine fejl - dem jeg kunne gøre for, dem jeg var magtesløse i, dem, jeg begik, der, i sidste ende, drev os fra hinanden..

Det er det samme, hver nat; hver nat, hver eneste af dem; mareridt om dig. - Dig, der forsvinder, væk, og ud af mit liv.

Det er den største rædsel, jeg nogensinde har oplevet..

Men.. Var det mig..? Var det dig..? Eller var det den lede sygdom, der gør, at man - når man endelig overgiver sig - gør det så meget, at man elsker som et barn; uforfalsket, helhjertet, totalt, fuldkommen og komplet.. - i al den sårbarhed, det fører med sig..?

Var det det smadrede filter, følelsen af, at være HEL med et andet menneske, med dig..?

Sygdommen..? Der gør, at man ikke passer på sig selv, men giver 5000%, fordi det er så meningsfyldt, i al meningsløsheden, at være hel..? At være elskende.. At elske dig..?

Jeg ved det ikke, men jeg tænker på en fjern bekendt, Poul. - Poul er, som jeg, psykisk syg - samme diagnose. - Han forelskede sig i en pige, jeg nu har glemt navnet på, og han blev syg.. SYG, i sin sjæl, da hun gik..

Den uforfalskede kærlighed, den totale hengivelse.. Fordi smerten ved sin væren, når man er så skide syg i potten som man er med denne sygdom, ophæves; opløftes til fuldstændig lykke..

Fucking sygdom..

Fucking sygdom og lort.

Alt andet lige; vores forhold har efterladt mig i et fængsel. - Den vej ud, der altid har holdt mig oppe; drømmen om det vi havde, den er fuldkommen brast till pulver. Der er ikke mere at komme efter i det her liv; ikke nu, ikke foreløbig, og nok ikke på sigt. - Hvor jeg selv havde troen på, at jeg var værd at elske - det bærende element - så er der, nu, intet tilbage af selvtilliden, eller selvværdet..

Der er drømmene om dig, hver nat. - Hver. Eneste. Ene. Nat. drømmer jeg om dig. Om morgenen er jeg, stadig, grædefærdig. Min mund og dens træk er efterhånden permanent nedafgående; der er kun sorg, tab og intetheden i ruinerne af vores Os..

Ja, jeg skred.. Ja, jeg har sikkert kun mig selv at bebrejde.. Ja, du ville videre, Nej, jeg var ikke perfekt, Ja, der er 1000 årsager, men jeg er levende død her; der er intet mere for mig - selv her efter to år, og mit liv er i ruiner. Mine drømme er i ruiner.

Der er ikke ord.. Det er mere end sorg, det er mere end ulykke. Det er vrede, hvilende på håbløshed; og jeg er, som sædvanlig, magtesløs.

Jeg bliver 40 her om 4 måneder, og jeg håber, inderligt, at jeg har kræfterne til at rejse fra dette land inden.

Vil simpelthen ikke være her. Ikke længere; alt minder mig om dig, og med hærget i og af min sjæl, så ønsker jeg ikke at bruge mere tid på dette land, eller naive forestillinger om hvad kvinder er;

"Nogle gange overvinder kærligheden ikke alt..."

"Nej, Linsey.. Nogle gange overvinder kærligheden ikke alt."

En ting jeg har lært om kvinder her er, at den er 100% sekundær; man gør hvad der skaber tryghed, stabilitet og faste rammer.

Jeg tager nok til Ukraine, slår mig ned der - før eller senere - får mig et hus, en bil, et lille job, og så finder jeg en kvinde - der som lektien har lært mig - er til salg for materielle ting.

I det mindste kan det ligne mening - være et surrogat-liv - nu hvor alt hvad der, rent faktisk, ville gøre det til et rigtigt et af slagsen, er væk.

Jeg vil altid elske dig, og jeg vil, desværre, altid holde alt hvad vi havde op imod hvad der venter i fremtiden.

Fatter ikke hvordan du kunne gøre det.

Simon