Læs dagbog

Er lige vågnet, klokken er halv fem og eftermiddagen. - Har ikke sovet så længe i flere måneder.

Ved ikke om jeg er ved at begrave mig, og skærme mig væk fra verden; aner ikke hvor jeg har mig selv, kan ikke føle en skid.

Formoder, det er stress.

Omvendt, der er en hel campingplads omkring mig - plus 300 mennesker - og jeg har vidst allerede fået rygtet som "Ham den sære"..

Ved ikke..

Havde masser jeg skulle nå, men uforudsigelighed fucker med mig; mit internet kører under 5 Kb/s her - kan ikke engang streame musik. :(

Ringede til 3, mit teleselskab for at høre, men de var ret klare i spyttet; der er ingen dækning hvor jeg bor, case closed.

Kører på pladsens net nu, men.. det er vi jo 300 mennesker om at dele, så.. Langsomt går det, hvilket er en ret stor kamel at sluge.

Dagen i dag skulle være gået med, at vaske op, tage bad, sætte fortelt op, vaske tøj og gøre rent, men.. Jeg har in-tet overskud. Har ligget og vendt og drejet mig i sengen siden jeg slog øjnene op første gang her ved 10-tiden i morges, og jeg må indrømme, at den generelle tone i mit følelsesliv er ret deprimerende.

Jeg har absolut ingenting, inden i; jeg er tom, og verden omkring mig er det samme. - Jeg er her for at slå rødder, men jeg ved ikke om jeg kan. - Mener, jeg VAR ikke hos Kennie, jeg BOEDE der, og med den bratte udsmidning, og hans vold (han slog mig to gange som jeg forlod stedet) og trusler ("DU ER DØD INDEN I MORGEN!"), så må jeg indrømme, at overgangen fra det sted jeg var, til det sted jeg er, har været ret hård.

Nu er jeg her imidlertid, og jeg skal ha' mit liv bygget op.

Der er ikke andre veje frem.

Havde en drøm i nat; Linea og Kasper - en bekendt fra en rejse for tyve år siden, der brillerede ved at dukke op, ovre på Bornholm - sad i en Limousine. Jeg brød ind i den, imens den kørte, og de to sad inde i vognen, og forlangte en forklaring; "Hvorfor alt det lort..? Hvorfor udsatte I mig for det shit..?". - Hvortil svaret var; "du gav os intet valg; du havde slået ihjel hvis vi ikke stoppede dig; det var DIG, der pressede OS til at gøre som vi gjorde!"..

Lige det, er nok hovedet på sømmet: JEG var forkert på den. Det var MIG, der var røvhullet, det var MIG, der var over grænsen.

Alle andre forsøgte bare at dæmme op for mig, på den blidest mulige måde; uagtet hvor sindsygt svært dét er at forholde sig til.

Det er min egen skyld.

Den har jeg ligget og tygget på, hele dagen siden jeg vågnede, og det gør ikke ret meget, hverken for mig, for min tro på mig selv eller for mit overskud..

Jeg har simpelthen presset verden til at gøre mig til et offer, for jeg var "out of line".

Det er min skyld.

Så nej, jeg har ikke vasket op, vasket tøj, været i bad eller sat fortelt op og alt det andet jeg skulle, og det er enormt "peoply outside", og jeg har kun mit eget ynkelige svage selv at gå ud i det med..

Det er fucked, for nattens drøm, og indsigten, der fulgte med, har virkelig guttet mig; jeg kan ikke bebrejde andre end mig selv.

Det er min skyld.

Men jeg må op igen, når jeg har fået samlet mig; jeg har et konkret behov for væske lige nu, hvilket jeg ikke har noget af, og mad, så jeg skal til at komme igang.

Men, for the record, jeg er svag, svækket og har meget lidt tro på, at tingene kommer til at gå lige nu; jeg har, vanen tro, fået en mavepuster; denne gang en af de hårdeste, for drømmen talte sandt:

Det er min skyld.

/Simon out.