Læs dagbog

Det er 22 måneder, og tretten dage siden vi har set hinanden.

I dag slettede jeg dit nummer.

Gav, så vidt muligt, slip; ihvertfald i rammerne..

Det betyder ikke, at jeg ikke elsker dig, eller at mareridtene går over lige med det første. - Har drømt om dig og René, hver nat, siden vi stoppede..

"We want you to suffer", sagde han..

Tilykke, for det har jeg gjort, totalt.

Håber, det var det værd.

Og ja, selvfølgelig har jeg været vred, klar til mord, rent ud sagt; det er ingen hemmelighed. - Du sagde det selv; "Angst"..

Den har nok været med rette; flere gange var jeg ved at gøre noget ved det; I har, fuldstændigt, fucket mig op.

Men.. I lyset af hvorfor du handlede som du gjorde, og i lyset af, at det, når alt er sagt, er min skyld, så "læger tiden alle sår".

Jeg bad om din tilgivelse for mine overgreb, og nu må jeg tilgive mig selv for dem.

Jeg har været vred, længe, Linsey, virkelig virkelig vred, for du, når alt er sagt, bedrog mig med din kærlighed, måske endda lige fra dag ét, og jeg har været offer for dig.

Jeg har bebrejdet dig, længe - med præcis samme intensitet, som jeg har elsket dig, og stadig gør, men.. Den gode nyhed, for os begge er, at det er ved at drysse ud; jeg er ved at komme over dig, og, med det, tilgivelsen.

Ved ikke om jeg kommer til at elske igen, lige nu er der, som jeg sagde for allerede år tilbage, kun dig, men.. Det går over, på godt og ondt.

I dag slettede jeg dit nummer, som jeg sad i haven på min nye adresse her i Helsingør, og jeg giver slip; det sidste håb, slukket, med et "Slet kontakt".

*Klik*

/S.
Første dag, i resten af mit liv.