Læs dagbog

I de mere obskure og hengemte hjørner af internettet, kan man finde folk, der er rædselsslagne for den kommende klimakrise, og som panisk og opgivende proklamerer, at “Enden er nær!”. – Intet odiøst i det; der vil altid være dommedags-profeter derude, der, af den ene eller anden årsag, projicerer deres vanvid og deres forståelse af denne verden ud til alle, der vil lytte; intet nyt der.

Imidlertid, på disse sider kan man læse den ene artikel efter den anden, der – ihvertfald på dybt teknisk engelsk – forklarer, at vi ikke, i modsætning til gængs opfattelse, har 50-80 år til at få styr på klimaproblematikken, men derimod kun har omkring 10 år tilbage at leve i, allesammen.

Man kan læse, og det vil jeg så forsøge at redegøre for her; at temperatur-stigningerne ikke er ligefremme, og en langsom og konstant stigning, men at de enkelte del-faktorer, der er involveret i denne problematik, forstærker hinanden og, at den globale gennemsnitstemperatur vil stige proportionalt, og hurtigt, med udgangspunkt i disse.

Med andre ord, på siderne med disse artikler, kan man læse, at vi har et sted mellem 6-12 år tilbage som samfund, som civilisation og, måske – alt afhængig af alvoren af krisen – som art.

For lige at ridse hovedpunkterne i deres analyser op, så handler det, fundamentalt set, om to ting; gasserne kuldioxid, og methan.

Kuldioxiden, Co2’en, har vi udledt stødt siden begyndelsen af den industrielle revolution for omkring 100-150 år siden, og det er, som bekendt, med til at skabe en overophedning af planeten; den såkaldte drivhusgaseffekt.

Man har hele tiden vidst, at dette “varmetæppe” af Co2 ville medføre ophedning, men nu hvor vi begynder at blive bevidste om dybderne af dette problem, og analyserer på det, dukker rædselsperspektivet op; vi kan virkelig være i problemer.

Hvor store problemer kan vi naturligvis ikke vide i detaljer, endnu, men ifølge disse analyser er det dybt alvorligt.

Co2’en har, indtil videre, medført en ophedning a planetens gennemsnits temperatur på omkring 1.20 graders Celsius siden slutningen af 1800-tallet. I samme åndedræt har vi troet, at vi fint havde masser af tid til at få styr på situationen, hvilket også, må man formode, er hvorfor Paris-aftalen dikterer, at man “ikke måtte krydse over 2 graders Celsius efter 2050”; vi skulle, som tingene har set ud tidligere, have tid nok.

Men har vi det?

Mere eller mindre ud af det blå, står vi med disse “worst case scenario” prognoser, der konkluderer, at vi på ingen måde har hverken tiden eller råderummet tilbage.

Prognoser, der siger, at det, endegyldigt, er for sent.

Scenariet er som følger:

Polerne er ved at smelte. – Ud over, at dette umiddelbart medfører øget vandstand, så har det nogle endnu større konsekvenser for vores miljø, end man hidtil har spekuleret i.

Den mest afgørende af disse er, at isen, der ligger nord og syd, er hvid, og dækker massive områder, hvilket altså, som konsekvens, sender massive mængder af solens lys/varmestråling op og væk fra isen, reflekterende denne tilbage til universet.

Fordi vi nu har rykket til balancen og temperaturen, som naturen og Jorden har været i i årtusinder, så er Polerne ved at fortrænges; al den hvide sne, er ved at blive fortrængt til fordel for en mørkere underliggende jord, og det mørke hav. Mørke nuancer, der, som bekendt, absorberer varme.

Med andre ord – og jeg vil henvise til denne graf, fra forrige år, der viser mængden af is på Nordpolen, og det skred, der var mellem 2016/2017 – så ligner det, at denne effekt er nået til et punkt hvor den ikke kan spoles tilbage. – Der er smeltet så meget is, og der er er fortsat så varmt (fordi vi stadig udleder Co2), at denne situation ikke bare bliver værre; den eskalerer og bliver massivt selvforstærkende. – Hvid is smelter, mørk jord og mørkt hav blottes, jord og hav varmes, is smelter og så fremdeles.

Kommer skredet, så bliver det umuligt at stoppe.

https://i.redd.it/kiw8k9d27lo21.jpg

Nuvel, det ville i og for sig “være til at leve med”. – Vi ville godt kunne leve med de umiddelbare konsekvenser, så som; ophør af Golfstrømmen (der, allerede i år, viser tegn på at blive ustabil), ophør af Jetstrømme, kaos i vejret; istider, tørke Etc. – Det ville være ubehageligt, og mange ville lide og dø under grusomme omstændigheder, men vi ville, når alt var skåret ind til benet, kunne fortsætte.

Imidlertid, det er sådan, at med opvarmningen af planeten, så opvarmes også permafrosten i nord og syd. – Denne permafrost indeholder, ud fra estimeret målestok, 400 Gigaton methan.

Denne methan ligger frosset ned, lige nu, men når ophedningen bliver voldsom nok, så frigives disse lagre fra undergrunden, og så er vi alvorligt på røven, pardon me.

Ud over, at Methanen, som gasart, har en Drivhusgaseffekt, der er omkring 28-30 gange så potent som Co2 (og altså, som den løbende tør op og udledes, vil biddrage massivt til ophedningen; og sende os direkte og endegyldigt imod det definitive “point of no return”), så er den også afsindigt giftig. Ikke for os, som mennesker; vi kan sagtens indånde en atmosfære, der er relativt mættet af denne gas, men planterne derimod, de vil dø, alle sammen.

Floraen over hele planeten er dybt afhængige af en meget delikat balance i den atmosfære, de lever i, og med selv forholdsvis små afvigelser i denne komposition, så kvæles de. Ganske enkelt.

Frigives methanen, så betyder det fuldkomment og totalt økologisk kollaps; Ingen planter, og ingen mad, til nogen.

Sidste gang, dette scenarie fandt sted – for 218 millioner år siden, under den mesozoiske tidsalder, og hvor den globale temperatur steg omkring 20 grader – der døde 99.8% af alt liv i havet over en 20-50 årig periode, og på landlordjorden var alle dyr, større end vor tids katte og høns, forsvundet i samme tidsrum.

Nuvel, man har hele tiden vidst, at dette var et muligt scenarie ved global opvarmning, men det nye er altså, at det kan komme, og være forbi, inden for de næste ti-femten år.

Spekulationerne går på, at når første skredet er kommet, så går det så hurtigt, at der, på meget få sæsoner, kan komme en eskalerende spiral af omstændigheder, der altså medfører dette totale, komplette og meget hurtige kollaps.

Om de har ret, det skal jeg ikke kunne sige, men set i lyset af hvor stort et arbejde, der gøres for at komme frem med budskabet, så synes jeg, det er værd at referere.

Slutteligt er mine egne tanker, at det nok ikke er HELT så slemt. – Jo, ingen tvivl, vi skal nok fucke det op for os selv, og det bliver PIS-SE alvorligt, men jeg er sikker på – set i lyset af vores evne til at adaptere til vores omstændigheder, som art – at nogle af os nok skal overleve og, at der, meget muligt, kan være et par spredte stammer rundt omkring på Jorden også om 500 og 1000 år..

En personlig anmærkning.

Hvorfor dette sker, og tillades at ske, er åbenlyst når man kigger på vores liv og eksistens i et større perspektiv.

I gamle dage – de første 200.000 år af vor arts, Homo Sapiens’s eksistens, og i al tid før – der har vi og vore forfædre levet i BALANCE med den verden, vi blev født i ind i.

Vi har, i som art, været dybt priviligerede, og begavede, med en verden, der måske var hård og brutal – folk døde af banale sygdomme og der har været masser af problemer – men, den har også været ALT hvad vi har haft brug for; ikke bare i forhold til vores fysik og sociale behov, men også hele vore indre liv og psyke, har været, og er stadig, designet til at leve under de forhold, og i balance med den verden, som stammelivet og naturen gav os af rammer.

Det moderne menneske, er imidlertid trådt ud af denne sammenhæng, har opgivet sin plads i naturen, og tror sig, naivt, hævet over den, hvorefter reaktionen, som beset, er på vej.

Mere konkret kan man sige, at vi, arten Homo Sapiens, er gået fra at være en veletableret og naturlig del af, og samspiller med, den verden, vi er i, til, helt konkret, at være dens cancer.

VI er denne planets cancer.

Cancer, for lige at etablere hvad det er, er celler, der, autonomt, multiplicerer sig selv i kroppene, uden om den sammenhæng de er i.

Det samme er vi.

Vi har forladt balancen, vendt moder natur ryggen og nu er hun døende, og, som værten for canceren nu engang gør, så tager hun sygdommen med sig i graven.

*
Det ironiske er, at det ikke er OS, der er noget galt med; som enkeltindivider er vi allesammen præcis de samme, som for 100 og 200.000 år siden, men vores KULTUR er syg.

At det også ses over alt i vores samfund er jo fuldkommen evident; 1/3 er på lykkepiller, et flertal er brutale røvhuller, der kun klarer at eksistere ved at ignorere deres samvittighed, og resten klarer sig lige ved at fokusere alt på overlevelse, og i øvrigt tilsidesætte store dele af deres emotionelle behov.

Helt konkret; når jeg ser på hvad vi er, som civilisation og kulturer, så er jeg ikke rigtigt ked af det over vores kommende krise. – Vi er blevet syge. Så syge, at vi ikke ANER hvad vi skal gøre for at være MENNESKER, og hvad dette længere indebærer.

Som en fremmed på en bar engang sagde; “Vores samfund er så sygt, at vi lærer ALT om hvad der foregår uden om os, og intet om hvad der foregår INDEN i os, og vi tror, det skal være sådan.”.

Dybt stressede render vi rundt for at klare regningerne, tilværelsen og livet, i dette, vores moderne slaveri, at vi simpelthen ikke har TID til at stoppe op, mærke efter og se; “hvad er JEG for én.” – En process, der er afgørende for, at man kan være TIL, og som så mange mennesker, er så brutalt frarøvede, at vanviddet, sammen med alle de andre massive kulturelle og emotionelle problemer vi slås med som art, er så udtalte, at der mest vil være tale om et “Mercy Kill” når krisen kommer.

Vi har vendt ryggen til Guderne, opgivet sammenhængen, helheden og vor rolle, og nu skal vi så stå til ansvar for det.
S.