Læs dagbog

Har aldrig tiltalt mig..

Har altid haft den fuldkommen klare holdning, at folk, der tog DEN løsning, simpelthen fortjente døden. - Det er for nemt at stoppe det hele, blot fordi man - i en kortere eller længere periode - har kæmpet med lidelse.

"Det er ikke om at undgå stormen, men om at lære at danse i regnen."

Det - uden, at det har været de ord, jeg har sat på - har altid været mit kodeks; Man kæmper, og bliver VED med at kæmpe, uanset hvad, og uanset odds.

Således har jeg levet med, og overlevet, min fucked up sygdom; skizofreni

indtil nu.

Der er et tema inden for behandlingen af depressioner - du må ikke spørge mig om det rent formelle navn på det begreb, for jeg kender det ikke - der handler om, at mange, - når de påbegynder behandlingen med antidepressiva - har større risiko for selvmord, end de havde med årene med depression.

Begrebet kan nogenlunde samles op i; "At man får det så godt, at man kan se hvor dårligt man har haft det", og - i det - skal til at indse, at man har spildt SÅ mange år med at være syg, at det man "vågner til", som behandlingen begynder, ikke er andet end ruiner og smadrede og små muligheder.

At få det så godt, at man kan se hvor dårligt man har haft det..

Det er her jeg er..

Lige-præcis-her- jeg-er.

20 år..

20.. Fucking.. År, med skizofrenien som følgesvend - ledsager - der holdt mig i skak, i skyggen, i drømme, der - som hvert eneste nederlag tårnede sig op i mig - blev mørkere og mørkere og mørkere og mørkere..

Klart jeg blev ond.

Klart, jeg skulle stoppes.

Klart.. Det er et mareridt, i sig selv, at indse det, og lægge det bag sig..

Jeg er ikke selvmordstruet, men jeg er løbet tør for kræfter, og det er NU kampen skal kæmpes. Det NU, jeg har - allermest - brug for styrke. Men jeg er flad; træt, helt ind i sjælen, og alligevel.. Det er ikke de sidste 20 år - hvor jeg har kæmpet for at overleve - der er det svære

Det er her, nu, hvor jeg tager kampen op med mine begrænsninger, og forsøger at LEVE, det er hårdt.

Dovenskab..

Dovenskab..

Dovenskab; sat i system - gemt væk under, hvad der, reelt, er overskueligt vanvid - til et punkt, hvor den synd blev så etableret, at det blev en DEL af vanviddet..

At gøre..

At gøre..

At gøre..

Og finde UD af, at man kan

Men også at indse, at fordi, jeg har været DOVEN, så KAN jeg ikke - længere - ret meget, at det jeg troede, jeg kunne (og, på ingen måde, så meget som jeg kunne, før de alvorligste tegn på denne sygdom begynde at vise sig..), og slet ikke så meget som jeg ønsker mig..

Jeg er ikke selvmordstruet.

Jeg kæmper.

Jeg kæmper.

Men jeg er færdig.

Ikke endnu, men jeg er færdig.

Som et lig, i en respirator, der har fået amputeret alle organerne, og bliver holdt i live, og bevidst, af en pumpe, stoffer og smertestillende, der fjerner det meste af fokus fra døden og tomheden i kroppen..

Det er hvor jeg er..

Men.. Som liget - der har et operationslagen mellem sig og sin krop, fra halsen og ned - er jeg, nogenlunde, ubevidst om mordet på mig; jeg er klar over, det foregår, men jeg er magtesløs - liggende på briksen er jeg "sikker". - Jeg holdes i live af maskinen, så mit indre kan pilles ud og fra hinanden, og nu er for meget taget ud til, at jeg kan rejse mig. Resultatet af at forsøge ville være løsrivelse fra det, der holder mig i live, og kæmpede jeg mig fri, og fjernede operationsklædet, så ville jeg dø, af både smerte, og fuldstændigt kollaps.

For meget tid er gået, og jeg "har ladet det ske".. - En illusion, der, trods alt, er værd at holde in mente; jeg har aldrig haft et valg.

Jeg er, i bedste fald, en klon; hvis eneste formål det er, at tjene som hylster for en vært, et andet sted derude, og min frie vilje har aldrig betydet en skid.

Det er ikke min skyld, trods alt.

I betragtning af, at denne verden er, og MÅ være en simulation, så ville jeg ikke være overrasket over, hvis de "30 døde", reelt har foregået, men er sket i en anden virkelighed, hvor denne - "vores" - er noget, jeg er 'plugged' ind i..

Det ultimative fængsel; en virkelighed, du aldrig kan forlade, for den har ingen døre, og ingen udveje; kun det helvede, du får lov til at opleve fra dine fangevogteres side..

Nok derfor, der ikke er nogle - deciderede - svar, for meningen med det hele er, at det skal være elendigt, for os alle (og er, nok, i parrentes, hvorfor vi alle kodes med en kæmpe aversion imod selvmord. - "slipper man fri" af Matricen, så bliver den VIRKELIGE skæbne, endnu værre..)

Ved det ikke...

Ved, at jeg har haft min tid og, at der ikke er nogen vej ud herfra. - Ved, at uanset HVAD dette liv er, så er det et helvede, både for mig, og for millioner andre... - Milliarder andre, og der ikke er en skid at gøre ved det.

Time's almost up, og der er kun det, at ligge på briksen, og følge med i nyhederne og livet, imens det sidste pilles fra..

Status:

* Følelser: væk.

* Penuz: Væk.

* Hjerte: Væk. (Pas godt på det, Linsey - det var rent for dig.)

* Hukommelse: Væk.

* Dybde: Væk

* Kreativitet: Væk.

* Geni: hærget.

* Bevidsthed: Til stede, endnu.

Der er ikke meget mere at komme efter..

.

http://youtu.be/QNNQJ-kqgQE

Simon

Signing out..