Læs dagbog

Jeg fik ringet til lægen i morges, hvilket førte til, at jeg en time senere sad og tudede til konsultationen, hvilket førte til, at jeg få minutter efter havde en henvisning til psykologhjælp. Jeg er meget taknemmelig for at leve i dette land. Jeg føler mig lidt heldig lige på det punkt. Og man skal huske de gode ting. Det er jeg ikke så god til for tiden. Det har jeg ikke været god til i lang tid. Jeg så kun de mørke skyer. Jeg følte kun frustration og ensomhed. Det var forvirrende og konfliktfyldt, og det fik mig til at forlade min kæreste endnu en gang. Men denne gang for altid.

Der var ikke længere en stor risiko forbundet med det. Studiet er overstået; eksamen er afleveret; arbejdsløsheden passer næsten sig selv; sygemelding er en mulighed; Jeg har fået tid til at bryde sammen. Jeg må godt give slip nu. Men for pokker, hvor gør det ondt! Jeg gav den også lige en ekstra skalle her til sidst; de to måneder i isolation foregik stort set hjemme hos ham. Vi var kun hos mig et par gange, en enkelt overnatning eller to. Det føltes ikke rigtig gyldigt. Jeg gik all in. Vi skulle jo alligevel flytte sammen inden alt for længe, så jeg kunne jo lige så godt være dér ...

Det kunne jeg så bare ikke. Ikke uden at blive kvalt. Ikke uden at føle mig udenfor og ved siden af mig selv langt det meste af tiden. Trist var det. At være i. At se på. Og jeg glemte mig selv. Og det slår hårdt nu. Avs. Jeg var lige så glad ... men det fik vi da taget livet af godt og grundigt. Oh Well ... tiden læger alle sår. This too shall pass. Jeps ...