Læs dagbog

Første indlæg. Der er ingen rød tråd, pointer eller moraler. Bare tanker fra kaosset i mit hoved.

Det er svært at vide hvor jeg skal starte. Det føles som om alting er gået i hårdknude i mit hoved og tanker jeg før havde let ved, er blevet svære at gribe fat i.

Min læge har puttet mig i en kasse med overskriften stress og angst, min psykiater puttede mig i en depressions kasse efter at have talt med mig i 6 min. Min psykolog har travlt, jeg har set hende to gange på to måneder. Min kæreste mener jeg har PTSD. Der er hvertfald kasser nok og jeg har symptomer nok til at alle kasserne kan fyldes.

Hvis jeg selv skal veje ind på hvad der sker med mig, så vil jeg beskrive det som en livskrise. Jeg er egentlig ligeglad med hvilke diagnoser de putter på mig, symptomerne er de samme. Det er i grunden et mindre mirakel at jeg ikke er brudt ned før. Det har i lang tid føltes som om det bare var et spørgsmål om tid.

For 5 måneder siden blev jeg sygemeldt fra mit arbejde, på grund af arbejdsrelateret(og livsrelateret) stress. Filmen knækkede, jeg gik planken helt ud og lidt til. Nu betaler jeg så af på, at jeg ikke lyttede til min krops signaler i tide.

Jeg ved ikke om jeg har det bedre nu. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare folk når de spørger mig hvordan jeg har det. Jeg ved ikke hvordan jeg har det. Jeg tror jeg har vendet mig til at have det sådan her. Jeg føler jeg skylder systemet, mit arbejde, min kæreste og verden at have fået det bedre, nu når jeg har fået 5 måneder i ”fred”. Jeg føler i det hele taget virkelig meget skyldfølelse og skam. Og jeg føler mig alene.

Inde i mit hoved føles det som om alle er trætte af at høre på hvor dårligt jeg har det. Så jeg taler ikke om det, vil helst ikke tale om det. Det sidste jeg vil er at være en byrde for min omverden. Så derfor har jeg alle de her tanker og følelser i et kaos og jeg har ingen at snakke med. Jo altså, min psykolog, som jeg har set to gange. Først var der to måneders ventetid, så havde jeg to samtaler og har nu ventet 1½ måned på næste samtale. Ikke optimalt. I praksis har jeg ikke nogen at tale med. Det føles uendeligt ensomt.

Min kæreste bærer i forvejen på en verden af byrder og ansvar. Jeg vil ikke være endnu en. Derfor trækker jeg mig tit når jeg bliver angst og falder ned i mit sorte hul, så han ikke skal påvirkes af det. Jeg føler mig som verdens værste kæreste. Jeg er apatisk over for de ting jeg plejer at kunne lide. Når han spørger mig hvad jeg har lyst til, har jeg intet svar. Jeg kan bedst bare sidde og aflede mit hoved med Netflix og mad. Og her sidder jeg så fast.

Det er lørdag aften. Alting virker ligegyldigt og sort. Jeg er alene og ensom.