Læs dagbog
Kæreste
En side i dagbogen "Tanker, følelser og indre kaos"
Skrevet af Uglen 13. november 2017 22:23
I dag har været en møgdag. Egentlig havde jeg glædet mig til i dag, men alting blev forkert. Min kæreste og jeg har snart været sammen et år. Vores forhold er fantastisk når det er godt, og ulideligt når det er skidt. Jeg tænker nogle gange at det ikke burde være så hårdt, men hvordan skelner jeg mellem min tilstand og vores forhold?
Hver gang (med mindre jeg har et overskud af energi(sjældent)) han siger noget der tangerer noget der kan tolkes negativt, så tolker jeg det maksimalt negativ. Det er mest ting der handler om min vægt og min tilstand. Så opstår følelsen af, at han er efter mig, skælder mig ud eller at han synes jeg er forkert. Jeg har mistet evnen til at skelne mellem hvad han virkelig siger og hvad mit hoved finder på. Jeg spørger ham nogle gange, men det bliver ikke altid taget godt imod. Han hader hvis jeg mistolker det han siger. Jeg ved ikke hvad der er værst, hvis det virkelig er sådan at han er efter mig og derved er en lorte kæreste. Eller hvis det er mig der fejltolker hvad han siger, hvilket vil gøre mig til en lorte kæreste.
Sandheden er formentlig et sted midt i mellem. Jeg kan ikke finde hoved og hale i det, jeg føler mig som et dådyr fanget i lyset fra billygten.
Jeg bliver enormt vred på ham, nogle gange bare fordi han er tilstede. Det bliver efterfulgt af en enorm mængde skyldfølelse og skam. Så jeg bliver sur, og bagefter undskylder jeg. Det føles som om alting altid er min skyld, hver gang noget går skævt i vores forhold. Det er min opfattelse, at han sjældent siger undskyld. En anden lorte ting ved min tilstand er at min hukommelse er ikke eksisterende. Hvilket gør det svært at vinde(jeg ved godt det ikke handler om at vinde) et skænderi, fordi jeg kan ikke huske præcis hvad det var han sagde det gjorde mig ked af det, men jeg kan mærke den følelse det gav mig.
Jeg føler at jeg skal holde mig selv tilbage og nedtone hvordan jeg har det, når vi er sammen. For at jeg ikke påvirker ham negativt. Han fortæller mig cirka hver gang vi er sammen, hvor hårdt det er at se mig have det sådan her og hvor meget det påvirker ham. Flere point ind på skyld og skam kontoen. Og hvis jeg fortæller ham at jeg bliver enormt ked af det når han siger det og får det dårligt med mig selv, så får jeg tilbage at jeg ikke kan rumme hans problemer og at det kun er mig der får lov til fortælle hvor dårligt jeg har det. Flere point ind på skyld og skam kontoen. Så jeg holder mig selv tilbage, jeg fortæller en light version af hvordan jeg har det. For det meste siger jeg at jeg har det fint, når sandheden er at jeg ikke kan se meningen med mit liv længere.
Det er sket flere gange at jeg er brudt grædende sammen, hans reaktion er at gå. Hvis det er hjemme ved mig, så forlader han lejligheden. Hvis det er hjemme ved ham, så går han udenfor i lang tid. Han siger han ikke ved hvad han skal gøre, jeg har prøvet at forslå trøst som en mulighed. Det har han ikke kapacitet til lige nu, fordi han er hårdt presset. Han lukker hoveddøren efter sig og jeg sidder alene på mit køkkengulv og græder, har mest lyst til ikke at eksistere. Følelsen af at han går, når jeg har mest brug for at der er nogen, er brutal. Det gør fysisk ondt. Det forstærker alle de følelser og tidligere oplevelser jeg har haft med at blive forladt. Først af min far, siden af ekskærester. Det er følelsen af, at jeg ikke er god nok til at blive holdt af. Jeg er ikke værd at elske.
Jeg har svært ved at mærke mig selv, inklusiv mine følelser for ham. Det er en del af min tilstand, jeg kan ikke rigtig mærke noget. Med mindre når jeg kan mærke alt for meget og alting bliver ulideligt og jeg bliver opslugt af et sort hul. Det er enten eller. Mærke ingenting eller alting. Det er fucking hårdt. Det er som regel her om aftenen at det er værst. Når jeg er alene og dagen er slut, så sidder jeg tilbage med mine tanker.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg holder ud, kæmper for at holde mig oven vande og ikke drukne. Jeg ville ønske at jeg kunne leve, men jeg ved ikke hvordan.