Læs dagbog

Unavngivet

Kære depression

Du er alt i alt aldrig velkommen
Og jeg ønsker dig ikke

Jeg kender ikke grunden til dit besøg
Og jeg kan ikke opfylde dit ønske og få dig til at forsvinde.
Hvor ville det være nemt hvis du kunne tale
Og dog, hvor ville jeg bare råbe af dig

Du er en stor tung hjelm der hviler over mit hoved
- mine øjne
- og mine læber

Du er den fysiske smerte, når du mishandler min krop
hovedpinen, sulten, den manglende appetit og stenen på mine skuldrer

Du er den psykiske smerte, når du mishandler mit sind
stressen, det lave selvværd, den lave selvtillid og du skaber had i mit sind spejlet mod mig selv.

Du er mest af alt det usagte.
Alle de følelser og tanker jeg ikke på nogen måde kan beskrive, det er frustrerende ikke at kunne skrive det ned, sort på hvidt, som på dette stykke papir.
Fortælle hvor du gør ondt, hvorfor du gør ondt, rense mit sår og sætte plaster på.

Men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke beskrive dig.

Jeg kan ikke sætte ord på, hvad der foregår i mit hoved, det er som om jeg er blevet sindssyg og ind imellem gerne bare vil lukkes inde på P og have noget hjælp.

Jeg græder ikke, selvom jeg føler jeg skal.
Jeg føler at jeg ikke har dig, og på samme tid det modsatte. Du er her konstant, hvert sekund jeg er vågen. Sover du aldrig?
Enkelte gange har jeg oplevet det, men du vender blot tilbage stærkere.

Jeg er ikke trist, det er en fejl at tro. Jeg er alle de andre ting. Ting jeg ikke kan nævne - jeg vil gerne, der er bare ikke ord for det.