Læs dagbog

Tårene triller ned at kinderne på mig, mit ansigt forvrænges og krympes sammen i krampelignende bevægelser.

Hvorfor troede du ikke på mig? Hvorfor lyttede du ikke da jeg åbnede mig for dig? Dig som skulle hjælpe mig.

Som jeg stolede på.

Hvorfor sagde du bare koldt. ”Ja, jeg tror ikke der er noget galt. Men jeg tror du skal finde nogle at snakke med”

Tror? Hvad fanden skal jeg gøre med et tror? Jeg er sendt hertil med henblik på medicin - og nu lader du mig stå alene. Send mig videre til nogle som kan udrede mit indre garnnøgle. Et garnnøgle som er
bundet i uendelig mange knuder

Og som du selv bad mig om at binde op.

En efter en. Så jeg begyndte.
Første knude.
Anden knude.
Tredje knude.

Og her sidder jeg. 345 knuder senere. Og jeg er godt på vej videre.














Men der findes en sundere måde at nå hertil på..