Læs dagbog

Jeg vil sige, at tingene er meget stabile ved mig, men det er et postulat, som jeg ikke er sikker på at jeg kan bevise.
Jeg kan forsøge - så det gør jeg.
I løbet af sommeren har jeg datet den samme kvinde, og vi blev officielt et par i August efter en vellykket sommerhus-weekend. Det er altid en god test - det med at tilbringe tid et øde sted og se om det stadig er interessant bagefter. Det var det. Hun er selv meget velfungerende. Nærmest til sådan en grad, at jeg får panikangst ved tanken om at skulle åbne op for al min dysfunktionalitet overfor hende.
Heldigvis er hun utrolig støttende, og der er aldrig problemer med hende.
Hun er rummelig, opbakkende, lyttende, empatisk og handlekraftig.

Det har haft den effekt på mig, at jeg tager mit semester på universitetet en del mere alvorligt end jeg plejer. Jeg møder op til alle timerne. Forbereder mig grundigt. Læser teksterne mere end én gang. Deltager i undervisningen. Melder mig til at lave frivilligt oplæg om Simone De Beauvoirs Le deuxieme sexé. På fransk. Hvilket jeg nok burde have genovervejet lidt bedre inden jeg rakte hånden op, men ok, det er en udfordring.

Jeg har også fået arbejde.
Det er frivilligt, og det foregår i et kulturhus hvor en række forskellige kvinder tilbyder dansk-og lektiehjælp til piger og kvinder med anden etnisk baggrund end dansk.
Det er meget givende, og jeg holder af at være derude.

Jeg synes det giver mening at hjælpe kvinder, der har svært ved sproget, for jeg kan selv kæmpe med det og det er selvom jeg har levet og gået i skole hele mit liv her.
De er også ekstremt taknemmelige, så jeg går ofte derfra og får lyst til at gøre endnu mere. Jeg arbejder især tæt med en yngre pige på 15, som får rigtig dårlige karakterer her i 9.klasse fordi hun er bange for at snakke dansk foran de andre. Det er naturligvis en ret stor begrænsning, så vi arbejder på at give hende selvtillid, og på at give hende redskaber til bedre at kunne konstruere og fremføre sætninger på dansk. Der er også en masse andet i det, men det vil jeg undgå at opsummere her.

Hvad kan jeg ellers berette.
Jeg skal besøge min søster her i efterårsferien. En masse af mine venner kommer og fejrer min fødselsdag her snart.
Alt i alt er jeg okay tilfreds med mit liv.
Jeg studerer noget, jeg elsker. Jeg arbejder med noget, der giver mening. Jeg har venner, som jeg holder af. Jeg har en kæreste, der altid er der.

Men hvad så med ærligheden?
Er det sandt, at jeg er tilfreds?
Er jeg dét?

Jeg føler mig konstant utilstrækkelig på nærmest alle planer.
Jeg er plaget af mit spejlbillede, for det er måneder siden, at jeg tog min kost og træning alvorligt. Det kan ses.
Jeg køber stadig alt for mange ting, og kan slet ikke finde ud af at begrænse min nærmest maniske indkøbstrang.
Jeg skylder 30.000 til skat, fordi jeg fik et par måneders for meget SU da jeg var 19, og dem skal jeg betale tilbage nu.
Jeg har muligvis fået nyreskader, fordi jeg havde nyresten i næsten 2 måneder før det blev opdaget.
Jeg tænker på alkohol nærmest hver dag, og jeg har en trang til det hver gang jeg kommer hjem fra uni eller arbejde.
Jeg forsøger dog at lade være.
Er nede på kun at drikke måske en-to gange om ugen, og så drikker jeg langsomt af glasset.

Forholdet til mine forældre er stort set uændret. De er begge angiveligt stolte af mig, primært grundet at jeg har fået slæbt mig igennem så mange års studier, hvilket naturligvis er dejligt. Men konfrontationerne udebliver, og jeg får aldrig sagt de ting, der er mig på sinde.

Jeg går ved psykolog hver 2. uge.
Indtil videre har der ingen store gennembrud været, men jeg bruger hende som en ventil, og jeg forsøger så vidt muligt at være ærlig når jeg er der.
Hun sætter spørgsmålstegn ved mange ting, og det gør mig meget tænksom.
Men det hjælper også.
Jeg prøver for tiden at være ærlig overfor alle, og fortælle dem hvordan jeg har det, men det er svært. Psykologsamtalerne er et godt skridt.
Desværre giver det mig også en ret stor trang til at lave konfrontationer med alle mennesker. Jeg har lyst til at skrive meget lange mails, og sende dem rundt til hvem end jeg nu har i tankerne. Rode rundt i fortid og nutid.

Jeg har fået kontakt til min ekskæreste, som jeg har on-and-off tilbragt de sidste to års tid med. Vi forsøger at tale om følelser. Det sker omkring 20 procent af tiden vil jeg sige. Det er fremskridt fra de præcis 0 procent vi magtede før, og som førte til vores mange konflikter og break-ups. Jeg tænker nogle gange om han er min sjældefrænde, men jeg ved ikke hvordan man får svar på den slags.
Det fører mig til min nuværende kæreste.

Hvad er kærlighed?
Jeg er ikke sikker på, at jeg egentlig er forelsket. Nok snarere bare.. tilpas, vil jeg sige. Jeg bruger ikke så meget tid med hende, som jeg tror hun godt kunne tænke sig. Problemet er, at hun er meget velfungerende som nævnt tidligere, hvilket gør at jeg ofte føler vi taler to forskellige sprog. Hun lytter, men vi connecter ikke på det plan, jeg er vant til med eks'en.
Det gør mig trist og aseksuel, for det viser sig, at seduktion hos mig starter i hjernen, og selvom hun er smuk og dejlig, så føler jeg ofte at tiden går langsommere med hende end normalt, og det er ikke på en romantisk og indbydende måde.
Det lyder nok barsk, men jeg er klar over, at det er mig der har tøjlerne i dette forhold, og så længe hun ingen modstand gør eller klager over tilstanden, så vil jeg hellere være med hende end alene. Men that's about it.