Læs dagbog

Du siger, at jeg gør dig rolig.
Jeg tænker, at du gør mig levende.
Vi cykler sammen ned til din psykolog, og jeg sidder og venter ude foran mens du taler med ham i et lille rum, med en lille kaffekop og med bøger om mindfullness bag jer.
Du siger, at du havde lyst til at løbe ud flere gange, men så tænkte du på, at jeg sad derud, og så blev du der til I var færdige.
Jeg tænker, at jeg er glad for at du blev der, for jeg er bange for hvad der sker med dig når jeg ikke er der, og det tror jeg også at du selv er.

Din mor havde sagt, at du skulle hilse mig, så det gjorde du, jeg blev glad for din mor er evigt tilgivende selvom vores relation konstant er skiftende og fuld af kontroverser.

Vi forsøger på at være venner nu.
Det der er svært, er at se dig i øjnene mens du smiler, mens jeg smiler, mens du ser mig i øjnene mens vi begge smiler.

Det der er svært, er at tage hjem når klokken rammer midnat, for nu skal vi sove, men det bliver hver for sig.

Vi siger, at vi er en slags venner nu, men det der gør det svært, det er at du stadig kommer til at placere din arm på mig når vi går, og det der gør det svært er, at når vi ser en film, så har jeg intet sted at placere mit hoved.

Vi fortæller stolt folk, at vi sagtens kan finde ud af at være platoniske, men det der gør det svært er når jeg ikke har lyst til at have sex med min kæreste, men jeg får lyst til at have sex med dig, for det var vi alligevel gode til, der var der ingen der diskuterede, og det der gør det svært er lysten, som jeg ikke har følt i mange måneder men som nu er genopstået.

I går kom jeg hjem efter vi havde set en tysk film jeg havde fundet, og vi var enige om at den var god, den var næsten et slags mesterværk, for den var så klam at jeg måtte se bort, det kan vi godt lide, vi er morbide, vi er altid søgende efter grænsen men fundet den har vi ikke.

Du siger, at vores relation er det mest borderline der er ved dig, også ved mig, men jeg er ikke borderline, men alligevel lidt med dig, og hvorfor nu det?

Jeg kan ikke finde en sluk-knap for dig.
Vi skriver sammen, når vi ikke ses, og når vi ses så er du så tæt på mig, at det kilder i min skulder at sidde ved siden af dig, og det der virkelig gør det svært, er at jeg elsker dig og jeg aner ikke hvordan jeg skal lade være.