Læs dagbog

Jeg har det ikke så godt.
Jeg føler det som om, at jeg er i en uvirkeligheds klokke, som omgiver mig.
I sidste uge var jeg udsat for en voldsom oplevelse, som jeg stadig har det svært ved at tale om. De blå mærker på min krop svider i mine øjne, så jeg håber snart de forsvinder, måske den tunge fornemmelse i mine ben og arme ikke længere er at spore.

Jeg har ikke været særlig meget alene siden, mest fordi jeg har let til tårer - men kun tårer - gråden udebliver, selvom jeg godt kunne tænke mig at få det ud.
Det er ikke på optimale tidspunkter det sker. Nede i Føtex eller på vej ud på uni, eller i et lyntog mod København. Der kan man ikke sidde og græde. Når jeg er med andre kan jeg igen lade som om, at der intet er galt, men de 14 timer jeg sover hver nat fortæller en anden historie.

Jeg er ikke blevet vred endnu.
I stedet er jeg nok stadig i fornægtelsesfasen over det hele.
Jeg er bange for at jeg kommer til at møde ham igen, og jeg har ikke lyst til konfrontationen. Overvejer om jeg skal skifte mine planer om hvor min kandidat skal læses, for to år i den her slags uvished og angst kan jeg ikke forestille mig at skulle udholde.

Min veninde sagde at jeg burde melde det, men jeg ved ikke om jeg betragter det som en forbrydelse. Nok snarere en meget alvorlig misforståelse, og dårlig kommunikation. Det er selvfølgelig svært at kommunikere, når man bliver presset med hovedet ned i en pude, men jeg følte, at jeg havde signaleret flere gange med min krop, at jeg ikke havde lyst, og det havde han slet ikke opfanget.

Har ikke lyst til at skulle genleve det hele, og jeg tror ikke at han havde ondt intentioner, men at han bare ikke havde forstået, at jeg ikke er den slags kvinde, der kan lide at blive holdt nede og få taget kvælertag på.
Jeg hader at miste kontrollen, og det er især med mænd, at jeg går i panik, hvis de er for aggressive eller dominerende. Jeg bliver nervøs for størrelsesforholdet, som giver mig en ulempe, og så kan jeg ikke slappe af eller give mig hen. Jeg vil gerne vide hvad der skal ske, og jeg vil gerne være den, der tager initiativet hvis der skal ske meget mere. Det havde han slet ikke forstået.

Nu bliver jeg mindet om det hele tiden, og min hals føles sammensnøret efter at hans hænder har været rundt om den.
Jeg skulle aldrig have inviteret ham hjem til mig. Jeg troede bare, at han var sød.
Han virkede så charmerende og velfungerende da jeg mødte ham, og hans beskeder var på ingen måde intimiderende eller seksuelt opsøgende - jeg vil næsten sige, at jeg troede vi var enige om, hvad der var i orden og hvad der ikke var.
Det skræmmer mig, at han snart bliver nogens læge.
Han er vist det, som man refererer til som en charmepsykopat.

Har kontaktet min psykolog men hun har først tider den 7.Januar, midt i min eksamensperiode, og det er en måned for sent til at tale om det, som jeg har brug for at få ud. Jeg føler mig desperat for at få lettet min skamfuldhed og idioti, over ydmygelsen og følelsen af, at jeg igen har været et let offer fordi jeg til sidst bare lå der helt passivt og tog imod.
Hvorfor er der så mange mænd, der ikke opdager når deres partner ikke har lyst?
Jeg kan se det med det samme på en anden person hvis de har lyst til mig.
Der sker noget med kropssproget, øjnene, munden, og med den kontakt man har sammen. De læner sig imod en, de smiler hemmelighedsfuldt og puster sig op eller frem.
Jeg gjorde ikke nogen af de ting, og alligevel gik det bare så hurtigt. Det var overstået på måske fem minutter, men jeg følte mig helt ødelagt bagefter. Det gør jeg stadig.
Som en beskadiget vare, der bliver smidt hen i hjørnet af et beskidt supermarked.

Jeg håber virkelig jeg kan håndtere det her uden at gå helt ned, og jeg håber aldrig at han tænker på at kontakte mig igen efter det han gjorde.