Læs dagbog

Jeg er blevet sat ned i medicin, da det er meningen, at jeg skal finde ud af, hvem jeg er når jeg ikke er medicineret. Jeg har de sidste tre år fået den samme dosis anti-psykotisk, og det har også været grunden til, at jeg sover et sted mellem 10-14 timer hver nat. Det fungerer desværre ikke med det moderne samfund, og da jeg til næste semester både skal arbejde og have morgentimer, så kan jeg ikke undvære så mange timer i døgnet til søvn.
Jeg er nervøs for hvordan det mon bliver, og jeg er nervøs for, at jeg er ligeså syg som da jeg startede - men at medicinen har holdt det i skak. Det hele sker meget langsomt, jeg går fra 300 til 200, og om en måned yderligere så videre ned til 100. Derefter 50, og så er det slut, og jeg er medicinfri og forhåbentlig - stadig i stand til at fungere.
Jeg ved ikke om jeg allerede kan mærke en forskel. Jeg er måske lidt mere grædefærdig, og nogle af mine mere nervøse tics kan jeg mærke, men det er ikke slemt. Jeg er stadig et menneske, og det er rart at blive mindet om at det ikke er farligt at føle sorg, skuffelse eller vrede.
Før i tiden gik jeg i panik når jeg kunne mærke, at jeg havde en dårlig dag.
Jeg var så bange for at jeg var på vej ind i en depressiv episode, så jeg gjorde hvad jeg kunne for at sætte trumf på, og køre i så højt et gear, at jeg troede jeg kunne holde det fra døren. Det kan man ikke.

Der er eksamen til Januar, og der skal jeg kunne et fremmedsprog, som jeg har kæmpet med længe. Har brugt en sygeligt stor mængde penge på sprogundervisning, bøger og kurser, så det burde kunne lade sig gøre. Alligevel bliver jeg modløs når jeg sidder med bøjningerne og misforstår de mange regler, og udtalen forvirrer mig.

Jeg har holdt mig kærestefri i nu næsten to måneder, og jeg må indrømme, at det er dejligt. Det eneste jeg godt kunne undvære er den frustration der følger med, når man ikke længere har en partner til at dele intimitet med, men da jeg ikke føler jeg kan rumme andet end mig selv, så må jeg lære at leve i solidaritet med mig selv i stedet.
I hvert fald for nu.

Det har forvirret mig meget, at jeg stadig har det som om, at jeg har følelser for min ekskæreste (af flere omgange). Jeg glæder mig altid til at se ham, og jeg føler en barnlig glæde når vi er sammen. Samtidig er vi så uforenlige, at intet nogensinde ville kunne fungere, og vores ønsker for vores liv kan ikke fusioneres. Det er en skam, for samtalerne med ham bliver aldrig kedelige, og han er som en af de eneste, ikke en jeg nogensinde føler fysisk afstandtagen fra. Jeg kan ellers hurtigt føle mig klemt, men med ham er der en naturlig balance mellem lysten og udøvelsen.

Jeg ved godt hvad det mest fornuftige ville være for os. Som en af hans venner havde sagt til ham, da han fortalte at vi nu snakkede sammen igen, så er der ikke plads til andet i verden end os to, og derfor er der vel heller ingen af os, der formår at have en partner. Han opfylder mine emotionelle og intellektuelle behov, og resten det har jeg lært at.. undvære.

Vi burde nok stoppe med at snakke sammen hvis vi skal have en chance for at finde kærlighed i andre, men jeg har ikke lyst til at undvære ham, og da slet ikke fordi der MÅSKE er en derude, som jeg passer sammen med.
Det er bare for et stort et sats.