Læs dagbog

jeg er bange for at spørge om du ikke vil sove lidt i ske med mig. om du ikke kan putte dine lange arme omkring mig, og forme et S under dynen med vores kroppe. jeg tør ikke sige, at jeg hader at vi skal have hver vores dyne, hver vores hovedpude, og at vi sover så praktisk på to forskellige sider.

jeg ved det godt, vi er venner nu, ikke kærester, slet ikke kærester, men hvorfor ses vi stadig hele tiden, hvorfor er det dig, jeg ringer til og hvorfor smser du mig om morgenen, om eftermiddagen og om natten.

hvorfor er det dig, jeg tænker på, dig jeg taler om, og hvorfor siger jeg dit navn mere end alle andres - det er efterhånden pinligt, kan jeg ikke snart lære at camouflere det bedre.

åh, jeg vil så gerne have dine arme omkring mig bare én nat eller to, jeg savner det mere end noget andet.

jeg hader at være din ven.
vi er dårlige til det.
min veninde spurgte sidst hvorfor det var nødvendigt for os at sove sammen, og hvorfor det var dig, jeg brugte hele fredag, søndag, lørdag med, hvorfor du var den eneste der fik al den tid.
jamen vi er bedste venner, eller sådan noget sagde jeg
venner behøver ikke sove sammen, Vilhelmine.
de går hjem til sig selv og deres kærester, og sådan nogle har I ikke, vel.
for jeg slog op med min kæreste, jeg ville sige det ikke havde noget med at dig at gøre, for jeg havde tænkt det længe, men jeg kan ikke afvise at det ikke var fordi at man ikke kan være kærester med én, og samtidig elske en anden så kraftigt at det gør ondt.

i fredags var vi fulde, jeg mødte dig helt tilfældigt i byen, og du blev så begejstret da du så mig, jeg hvinede også som en hestepige, mine veninder gav hurtigt op og lod os være. vi var meget fulde, for du glemte at det ikke var passende at vi to holdt i hånd eller dansede tæt, du glemte at fjerne dig fra mig, når jeg skulle bestille drinks, og for et par timer kunne vi begge lade som om at alt var som det plejer mellem os. to der fra de mødte hinanden blev kærester og aldrig helt stoppede.
næste morgen vågnede jeg op i din seng, mit hår var rodet og rødvin stod på gulvet, men venner var vi stadig og det er vi også nu.