Læs dagbog

De siger, at jeg vil passe godt ind i deres team, og at jeg er personificeringen af det, de ønsker med deres projekt.
Jeg siger, at jeg glæder mig til at være med til at forme noget nyt, noget spændende og bidrage med kultur til den by, hvor jeg bor.
Det er det, jeg har fantaseret om siden jeg startede på mit studie.
At få lov til at bidrage.
At min stemme vil være en, der kan bruges som en guide til andre med samme interesser.

Jeg har brugt så mange år på at læse anmeldelser fra andre litterater, medievidenskabere, dansk-studerende og forfattere. Jeg er ved at være træt af andres mening om ting, som jeg selv forstår noget af.

Nu er det mig, der er den voksne, der har søgt et voksenjob med pension og projektfoløb i "teams", hvor vi sammen skal gøre ting, som jeg altid har fundet lidt komiske, såsom at brainstorme og skrive på whiteboards med sort fed, tusch mens vi diskuterer, hvad næste skridt bliver.

Jeg er gået videre i ansøgningsprocessen, og nu skal jeg producere et produkt.
En skriftlig anbefaling af en kulturbegivenhed her fra byen.
Dét bliver intet problem.
"Du virker lovende" skrev en af projektets ledere i en mail.

I går kaldte min professor mig for skarpt.
Han skrev det, jeg havde sagt op på tavlen, og han sagde, at han var enig i min tolkning af passagen.

Du har godt styr på det, Vilhelmine, sagde han da vi stod og ventede på bussen.
Tak. Det har du også, sagde jeg.
Amøbe.
Selvfølgelig har han det - han er underviseren.

Jeg, akavet som altid, overvejede hvad andre samtaleemner jeg kunne bringe op, men min frygt for disse ekstremt veltalende professorer med alle deres udmærkelser, gør mig tør i halsen og jeg ved aldrig helt, hvad jeg skal gøre med mit kropssprog når jeg forsøger at tale med dem i øjenhøjde. Det føles forceret, og jeg går i stå. Så, i dag researchede jeg på nettet efter intellektuelle conversations topics. Det var et såkaldt low point for mig at sidde og google den slags, men hvordan skal jeg ellers engagere mig med dem?
Jeg føler mig så underdanig, så uvidende og ung mens de har svaret på ting, jeg knap nok har forstået.
Som f.eks det med at sproget er transcendentalt. Og at mennesket har brug for sin dødelighed for at værdsætte sit liv.
Det forstår jeg nu godt. Men alle de ting vi diskuterer til forelæsningerne kører rundt i mit hoved når jeg kommer hjem, og jeg forstår hvad der menes, når man siger at et studium er et fuldtidsjob.
Så hvorfor har jeg så behov for at få endnu et job? Jeg er bange for, at jeg presser citronen lidt for meget. At denne her moderate succes jeg oplever nok snart skal svirpe mig i hovedet som en uventet gren, og et stort, fedt rødt mærke vil minde mig om min dumdristighed.
Alligevel er det ikke nok.
Jeg vil have at flere mennesker har brug for mig, at de siger til mig, at jeg skal gøre noget for dem, som andre ikke kan.
Det er frygtelig narcissistisk, egentlig.