Læs dagbog

Jeg tror at denne dagbog har nået et slags slutpunkt.
Jeg ved ikke, hvad jeg har mere at tilføje.
Da jeg startede den tilbage i 2010 var det fordi jeg ikke kunne sove.
Jeg lå vågen til 8-tiden om morgenen, fyldt op af angst og tanker, der ikke ville lade mig falde til ro.
Døre der smækkede og gav mig dårlige nerver, lod mig forblive vågen mens andre begyndte at stå op. Jeg var, som så korrekt beskrevet af min egen mor, en zombie.
Jeg vandrede døsigt rundt i landskabet med en vandmandhjerne, græd når det nåede at blive rødt før jeg kunne gå over vejen, og forstod ikke, hvorfor jeg var så dybt og uforståeligt ulykkelig.
Den der afgrundsdybe stemning jeg bar indeni mig.
Følelsen af, at jeg ikke var tilstede i mit eget liv. At jeg intet havde at bruge det til.

Jeg kan berette, at sådan har jeg det ikke mere, og har ikke haft det længe.

I dag bor jeg med en dejlig mand, som jeg snart runder 2 år sammen med.
Han er kærlig, opmærksom, sjov og en stabil, rummelig mand. Han ser mig, og han er der.
Jeg elsker ham på en måde, jeg ikke vidste at man kunne. Jeg kan ikke sove når han ikke er der, og jeg savner ham, hvis der er gået for længe mellem at vi har talt sammen.
Når han rører ved mig føler jeg mig elektrisk, som stød der zapper igennem mig og ind i alle kanaler.
Vi skal ud at se på et hus sammen, i næste uge. Det er et stort og mægtigt hus, med flere rum end jeg ved hvad jeg skal gøre med. Så mange møbler har vi slet ikke.

Vi planlægger, at vi vil putte nogle børn ind i et par af dem. Det er faktisk noget, vi aktivt forsøger på. Og jeg som troede, at jeg skulle gøre alt alene. Jeg er i den forbindelse trappet ned på al min medicin. Jeg er gået fra 400 mg seroquel til 25 mg. Jeg sover af mig selv, næsten. I morgen skal jeg til et møde med en psykiater, der skal genudrede mig.
Jeg har det sidste 1,5 år gået ved en psykolog, der har givet mig traumebehandling for nogle af de oplevelser, der havde sat sig fast i min krop og mit sind.
Efter vi havde gjort det, begyndte verden at åbne sig op for mig. Jeg havde en meget bizar oplevelse af at jeg nu var en del af alt det, jeg kunne se andre holdt af.
Jeg begyndte at sove om natten, uden mareridt og skrig. Jeg kunne gå en tur uden at se mig over skulderen. I hvert fald det meste af tiden. Jeg har smagt på mad, jeg aldrig før har kunne så meget som smage på uden at kaste op. Det må siges, at hun har været effektiv. Efterhånden er der ikke flere traumer at tage fat i. Hun kalder mig: velfungerende.
Til sommer er jeg færdigudannet, og så er jeg cand.mag.
Jeg er i gang med et forskningsprojekt, som mange viser interesse i.
Jeg håber, at jeg kan leve af det bagefter.
I vores hus. Med vores børn. Og vores bil.
Jeg er blevet så småborgerlig.
Det er helt tosset.
Men jeg er ikke, tosset altså.
I hvert fald ikke længere.
Jeg har været trappet ud af medicinen i snart et halvt år, og der har ingenting været.
Ingen gråd, ingen uro, ingen søvnbesvær.
Jeg har ellers ikke sovet selv siden jeg gik i 2.klasse. Det var et stort chok at opdage, at inde bag medicinrusen var der en velfungerende kvinde, der godt kunne regulere sit humør og sine stemninger selv.
Helt naturligt.
Nu er det eneste jeg tager graviditetsvitaminer.
Jeg er spændt på, hvad psykiateren siger i morgen. Det var min psykolog, der anbefalede det. At jeg blev genudredt.
Hendes tese er, at jeg har haft PTSD, men at mine symptomer er blevet forvekslet med bipolar 2, fordi de ikke kendte til mine traumer og de problematikker, der opstod i forbindelse med dem. At jeg er blevet gentraumatiseret igen og igen i mine forhold siden hen, og at det altid har været i de perioder, at jeg har haft det, de troede var bipolare episoder.
Jeg er selv lidt ligeglad med hvad de kalder det. Jeg ved bare, at jeg er glad nu, at jeg fungerer. At den EDMR-behandling hun har lavet på mig, har virket. Så ufatteligt meget.
Jeg troede faktisk aldrig at jeg ville kunne føle mig så normal her. At det var inden for rækkevide at få et liv, der var så.. roligt, og rart. Jeg har fået en rutine. En budgetkonto.
Jeg laver planer for min fremtid, vi gør. I stedet for at tænke på, at jeg ikke vil mere. At nu skal det være ovre, slut for denne gang. De tanker er helt væk, jeg kan ikke genkende hende, der havde dem.
Det var ikke så sært, at jeg havde det så dårligt. At jeg ikke kunne sove om natten.
At jeg fik en forværring, da der var indbrud i min lejlighed.
At jeg farede op, når der var en høj lyd, eller når jeg var i nærheden af mænd der drak. Det hele gik pludselig op i en højere enhed, som man siger hvis man holder af klicheér.

Nu må vi se, hvad psykiateren siger til det i morgen. Min plan er egentlig bare, at jeg gerne vil høre om hun mener det er forsvarligt, hvis jeg stopper helt med seroquel, da dets virkning alligevel må være ophørt, da jeg kun får den mindste dosis der findes. Om det er forsvarligt, at vi gerne vil bringe et liv mere ind i vores liv.
At jeg måske tror, at jeg ikke er bipolar, men jeg var syg, det var korrekt, men at jeg har haft så stor gavn af terapien at mine symptomer og problemstillinger er næsten forsvundet.
Jeg er ikke naiv, selvom det måske lyder sådan nu. Men jeg har gået der længe. Jeg har haft to samtaler om måneden i 1,5 år, og jeg har arbejdet hårdt for at komme til bunds i alt det der lå og generede mig.
Den effekt min krop og mit hoved har haft af det taler vel for sig selv.
Tænk sig at jeg alle de år efter, har opnået så meget af det, jeg troede var umuligt.
Jeg tror at jeg lukker ned herinde fra nu af, men dagbogen forbliver - måske vil det give mening for mig at gå tilbage og læse i den engang. Selvom det er hård læsning. Vides ikke.