Læs dagbog

Det er efterhånden lang tid siden at jeg har opdateret herinde, og der er sket en del siden sidst. Jeg er nu snart færdig med min kandidat, og skal i gang med specialet her i foråret.
De sidste par uger har jeg været i praktik som gymnasielærer, og i dag havde jeg min debut som underviser - de andre timer har bare skulle observere, men i dag var det min tur til at stå foran tavlen. Jeg er helt overvældet over hvor godt det gik. Havde planlagt et forløb, hvor de skulle høre om en af mine favorit forfattere, og ultimativt selv forsøge at skrive i samme genre. De var så søde, deltagende og reflekterende. Min praktikvejleder har rost mig til skyerne og sagde at jeg strålede. Fik et bifald til sidst og flere af eleverne kom op og sagde, at de havde fået lyst til at læse de romaner jeg havde talt om. Det ser jeg som en stor indikator på, at det gik godt.

Udover mit professionelle liv, så går det også godt privat. Jeg har fået en helt fantastisk kæreste, og ham har jeg set siden sommerferien. Han er betænksom, humoristisk, varm og giver mig en helt gennemgående følelse af, at jeg er elsket.
Det er hvad jeg vil betragte det mest sunde forhold, jeg nogensinde har været i.
Han er helt utrolig.
Han er lidt yngre end mig, men det bemærker jeg ikke. Han har en meget moden indstilling til hans eget liv, og er generelt pålidelig og meget pligtopfyldende. Til sommer er vi begge færdiguddannede, og jeg håber på, at det kan betyde, at der også vil være nogle andre nye begyndelser for os. Mere specifikt så er jeg 27 nu, og jeg kan mærke, at jeg er ret skruk.
Der er andre ting, der skal overstås først, men jeg har på fornemmelsen, at jeg har fundet den mand, der bliver far til de børn jeg skal have. Jeg føler mig så utrolig sikker sammen med ham, og selvom jeg har skulle vænne mig til at have et langvarigt forhold til en mand (og en sund en af slagsen), så er det bare så.. rigtigt. Jeg summer af forelskelse.

Jeg har gået ugentligt i terapi hos en psykolog der har speciale i forældre med misbrug. Min far har jo erkendt, at han er alkoholiker, og det har gjort at jeg også er begyndt at spekulere mere på min opvækst og især hvordan hans opførsel igennem tiden har påvirket det liv, jeg lever i dag.
Når jeg er ved psykologen taler vi om mange af de mekanismer, jeg har haft til at beskytte mig, men også om min frygt for rigtig intimitet og at give mig hen til en mand.
Det har hjulpet mig meget at jeg kan bruge hende til at vænne situationerne der opstår i det daglige, og jeg er sikker på, at jeg er bedre rustet til at kunne blive i den her nye relation til min kæreste uden de konflikter, jeg har oplevet tidligere. Det hjælper naturligvis også at han ikke er borderline - for det er jeg virkelig færdig med. Ikke. flere. borderliner.