Læs dagbog

I forgårs var der en der hedder Thorbjørn, som kyssede mig på munden.
Jeg havde ikke lyst til at blive kysset.
Thorbjørn spurgte mig, om jeg havde angst, for han kunne "mærke på mig at jeg var anderledes" og at jeg ikke var tilstede.
Jeg sagde at det havde jeg ikke, men da jeg blev fuldere fortalte jeg ham, at jeg var maniodepressiv.

Det er første gang nogensinde at jeg har fortalt det til en fremmed. Thorbjørn vidste ikke rigtig hvad det var, men han lyttede mens vi gik en tur på en kirkegård tidligt om morgenen.
Jeg kunne ikke mærke hans hånd da han forsøgte at tage min, og jeg tænkte på, at min ekskæreste snart skulle ned og aflevere sin søn i skolen.

Jeg sagde til Thorbjørn at jeg aldrig ville få lyst til at gå i seng med ham, og at han spildte sin tid.
Det brød han sig ikke om at høre.

Da Thorbjørn var taget hjem græd jeg ude på badeværelset, og jeg lå i sengen resten af dagen og aftenen.

Jeg har det underligt med det hele.
Jeg kan ikke håndtere min sorg, og jeg kan ikke finde glæde. Jeg er sulten, men jeg kaster op når jeg spiser.

Min ene veninde har ringet fordi hun er bekymret. Hun synes at jeg drikker lige lovlig meget rosévin og at det må være fordi, at jeg flygter fra noget.

Jeg har sagt til hende at jeg kan slukke og tænde for det hvis jeg vil, så der er intet misbrug at spore i det. Jeg er bare blevet single, og jeg skal give slip på de sidste 3 år med ham, som jeg troede var min anden halvdel. Det tager mere end 1,5 uges vildskab og 7 glas vin.

Jeg burde fokusere på min uddannelse, men jeg føler mig tom og debil.