Læs dagbog

Og lørdag var den dag, at hun opdagede at der ikke var nogen der elskede hende uden at de skulle, så foruden hendes mor, måske far, og lidt hendes lillesøster, så var hun alene i alt hvad hun foretog sig mens andre elskede dem de mødte.

Det var natten til lørdag hun vækkede sig selv op med sin gråd, og hendes veninde, som plejede at elske hende, trøstede hende til hun faldt til ro igen, i hvert fald der i sengen, et midlertidigt plaster, men følelsen blev i hendes krop, og da hun vågnede var hun helt bevidst om, at grunden til hendes gråd var tabet af den kærlighed, hun engang så i venindes øjne når hun kiggede på hende.

Og det var lørdag eftermiddag, at de sad i bilen på vej hjem fra Kerteminde, de havde fået vaffelis med flødeboller, men hun smed halvdelen af sin ud fordi hun fik kvalme igen, og det var lige der da de kørte forbi det hus, de plejede at lege de skulle bo i, at det gik op for hende, at kærligheden var væk, og det eneste der fyldte bilen var deres gensidige stilhed og musikken, der var skruet pinligt højt op.


Om aftenen sidder de i hendes azurblå sofa og hun prøver at starte en samtale, men veninden responderer kort og ligegyldigt, hun prøver hårdere og hun spørger mere, men hun er alene i rummet med sin uelskelighed og ligegyldige tilværelse på jorden, og hun vil gerne google suicide methods, men hun kender jo dem alle.


75 procent af dem der hænger sig dør. Resten overlever, men ofte syge og med store problemer. Hun forestiller sig at det må gøre ondt i nakken, men også være pinligt ikke engang at kunne hænge sig selv ordentligt. Hun græder mens hun skriver et indlæg inde på en hjemmeside om selvmord der hedder ”I can't see a reason to go on” og døber sig selv for Mina, for det lyder som hendes eget navn, bare internationalt, og så er der ingen der kan sige, at det er hende, for hun vil ikke afsløres og indlægges, hun vil dø.


Det er nok om søndagen når hun igen vågner at hun husker at hun ikke er elsket, og igen tænker på at det skal være slut nu, men om lidt kommer der gæster og hun skal forsøge at lade være med at græde, kaste op og sige hvordan hun har det, så hun drikker lige mere og håber på, at det ikke bliver en af de der fuldeture hvor hun er alt for ærlig og det er akavet for alle de tilstedeværende at hun opfører sig som en afvist teenager, der ikke kan acceptere et nej.

Der er nok folk, der vil sige at de elsker hende, men hun ved godt, at de elsker en anden mere, og hun er nu overbevist om, at hun er en dårlig person, ude af stand til at ændre sig, og hendes "evige forsøg på at blive bedre" er fejlet igen, det var det han sagde til hende, da han sagde hvad han følte, og ham havde hun ellers forsøgt at få til at elske sig i tre år, og hvis tre år ikke er nok, så lykkedes det aldrig.

Nej, det var om lørdagen at hun indså sandheden, og at hun stille accepterede sin skæbne, men i stedet for at forsøge at gå den i møde med ranket ryg, så vil hun hellere sige, at nok er nok, og 10 års forsøg på at passe ind i en verden, der ikke har plads til hende er rigeligt.

Det er nu 10 år siden, at hun forsøgte på det første gang, men dengang vidste hun ikke bedre end at sluge en masse panodiler, men det skaber organsvigt og opkastning, måske er det derfor hun skal kaste op, hver gang hun skal sluge mere en én pille, det er også lige meget nu, for hun ved godt hvad hun skal gøre, men hun skal bare lige finde ud af, hvordan man rent praktisk sørger for, at hendes lig ikke rådner væk til naboerne klager.