Læs dagbog

Jeg har et stykke tid undret mig over hvad det er der sker med min krop.
Det har føltes som om, at der er noget galt med den.
Ikke bare lidt, men meget.
Der er noget helt galt indeni mig, og jeg kan ikke fjerne det eller trykke på det.
Det er over det hele.
Det startede i løbet af sidste år – der har nok været pauser, men nu er det der stabilt.

Jeg startede med at få nogle katastrofetanker, som var svære at punktere.
De kunne omhandle næsten alt.
Lige fra hvad jeg skulle gøre, hvis nogen brød ind i mit hjem om natten (og hvad for nogle ting jeg ville kunne bruge som våben) til at handle om oversvømmelser, komme til at køre i vandet i en bil og drukne, og tilbage til at blive overfaldet og stukket med kniv når jeg var på hjem hjem fra en aktivitet om aftenen.
Selv en tur i Føtex kunne være en udfordring, for hvad hvis nogen besluttede sig at røve butiken med våben og råbte i højtalerene at vi skulle ligge os ned på jorden med hænderne over hovedet – hvad skulle jeg så gøre?

I starten troede jeg, at det handlede om at jeg bare ville være ”forberedt” og have kontrol over situation, men det stoppede ikke der.

Jeg begyndte at vågne om natten, op til flere gange, og jeg tjekkede først min telefon i tilfælde af at nogen havde ringet, jeg tændte lyset i mit soveværelse og gik rundt i stuen og køkkenet for at se om der var nogen.

Jeg har sovet med lukket vindue i soveværelset sommeren over selvom der var 25 grader udenfor og ingen ventilation, og jeg var ved at koge over.
For hvad nu hvis nogen så det stod åbent, og besluttede at kravle op med en stige og gå ind og slå mig eller min roomie ihjel mens vi sov?







Jeg havde som lille de samme tanker, som udviklede sig med alderen.
Jeg sov til tider med køkkenknive under min madras, eller slæbte min dyne og pude ud på badeværelset og tvang vores hund til at sove med mig derude med en låst dør.
Jeg tror det startede i 2. eller 3. klasse, og det varede et godt stykke tid.

Jeg frygtede hele tiden at noget ville ske ved min familie eller mig, så jeg var ude af stand til at slappe af. Min mor fortalte mig, at det stod på i over et år.
At jeg ikke ville sove, havde alt lyset tændt i hele huset, og flere gange stod op for at tjekke om dørene var låste og vinduerne lukkede.

Jeg var især nervøs for om nogen ville gøre min søster eller hund fortræd, de var så små og forsvarsløse, jeg tjekkede ind på hendes værelse for at se om hun nu stadig lå der.
Hele natten var fuld af afbrudt søvn og bekymringer. Jeg frygtede mørket, og jeg kan huske, at når vi gik aftenstur med hunden så forsøgte jeg altid at få min mor til at gå lidt længere i håb om at jeg kunne udsætte det undgåelige: At snart ville de sige, at nu skulle jeg i seng, og så slukker de loftslampen og siger godnat mens jeg forsøger at dække HELE min krop med dynen (fordi jeg havde en tanke om, at hvis noget af min krop var blottet, så ville den del af min krop blive udsat for noget – så jeg sov ofte med dynen over hovedet selvom det skabte en nærmest uudholdelig temperatur og fugtighed. Det gav ingen mening noget af det, men jeg var skræmt, og det nyttede ikke at mine forældre sagde, at intet ville ske og at jeg var i sikkerhed.
Hvordan kunne de dog sige det?
Der var ingen sikkerhed i at bo i et kæmpe hus, hvor der hverken var alarmer eller særlig svære låse. Jeg plagede og plagede om et sådant system, men min far nægtede.
Det var unødvendigt og dyrt sagde han.

Jeg erindrer, at jeg oftest stod foran min forældres soveværelses dør der var lukket, og forsøgte at tage mig sammen til at gå ind og vække min mor. Jeg turde ikke gå tilbage til mig værelse, og efter at have siddet ude med Molly i hundekurven i timevis, så var der ikke andre udveje.
Jeg skammede mig, for jeg vidste at min far hadede når jeg kom derind, og jeg så jo hvor trætte de var om morgenen når vi stod op fordi jeg havde holdt dem vågne med at dreje og vende mig i sengen, snakke højlydt i søvne og til tider sætte mig op eller gå rundt.
Jeg vidste, at jeg ikke kunne sove uden, så det kunne godt ende med at jeg bare sad foran deres dør og græd indtil min mor alligevel hørte mig, og så tog mig med indtil dem.
Det bør ikke være sådan at være 10, men det vidste jeg ikke, og ingen sagde det til mig.

Jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig var så bange.
Det var alting der kunne starte det, og ofte gav det ingen mening.
Der var flere underlige ting, som jeg følte mig tvunget til at gøre.
Jeg var bange for, at hvis jeg trak op i toilettet, og jeg ikke nåede ind på mit værelse før lyden stoppede, så ville jeg dø. Så jeg spænede igennem hele huset og hoppede op i min seng – for mine fødder måtte ikke røre jorden en meter foran min seng, for så ville de blive kappet af, og hvis jeg ikke nåede det, så var natten endnu værre. Jeg var bange for, at jeg ville blive straffet hvis jeg ikke fuldførte de ritualer, som jeg begyndte at opbygge.
Der var også mine porcelænsdukker, som jeg omhyggeligt passede og syede tøj til.
Jeg troede at de ville vågne om natten og kravle op i min seng og stikke mine øjne ud, så jeg bandt dem fast med snore og spærrede dem inde på et af vores badeværelser, satte en stol eller noget andet tungt foran, og så lå jeg og holdte øje med døren indtil jeg nærmest faldt omkuld af træthed.
Er det normal adfærd for en barn?
Jeg havde også samlet ting ind, som jeg ville redde med ud hvis der nu kom brand.
Vi havde aldrig haft brand, så jeg ved ikke hvorfor det bekymrede mig.
Tingene hobede sig op. Det var alt fra fotoalbums til bamser og kjoler, Mollys legetøj og Idas hestedukke, jeg samlede det i et lagen og bandt det sammen, jeg var klar til at løbe ud med det hvis der skete noget.
Hvorfor gjorde jeg sådan noget dumt noget?

Mine søvnproblemer er aldrig rigtig blevet behandlet – med andet end dosere mig så jeg ikke KAN holde mig vågne.
Jeg får medicin nu for at kunne sove en hel nat, og det har jeg gjort siden jeg var 21 hvor jeg endelig fik fortalt min læge hvor elendigt jeg havde det hver dag fordi hver nat var et mareridt.
Jeg lå ofte vågen til kl 8-9 om morgenen, og først når der var lyst og jeg vidste at alle andre var på job turde jeg sove. Og så var jeg væk resten af dagen, så jeg kom ikke i skole, jeg fik ikke set mine veninder og jeg kunne aldrig ringe og forklare nogen noget for når deres telefontid var åben, så sov jeg. Det var en lang, lang vinter.
Jeg er ret sikker på, at hvis jeg ikke fik medicin nu så ville jeg være præcis lige sådan. De få nætter jeg har tilbragt uden medicinen har været grufulde og meget vågne. Jeg kan sagtens springe et par dages søvn over fordi tanken om at sove er mig så fjern, hvis jeg er umedicineret.




For et par uger siden tog jeg på ferie med to venner.
Jeg vækkede dem hver nat med højlydte mareridt, underlige skrig og mig der rystede af skræk så de måtte skiftes til at sidde ved mig med tændt lys til jeg faldt til ro – jeg ville ikke have de rørte mig, og hvis de lænede sig indover sengen så blev det værre. Den værste nat var da jeg troede at Christian havde været ovre ved mig i min seng, at han havde åndet mig i nakken , jeg kunne mærke varmen fra hans ånde og hans tunge hænder på min skulder, jeg følte at jeg skreg at de skulle komme over og fjerne ham, jeg troede at jeg skreg meget højt, men det blev nede i struben, jeg kunne intet sige, jeg rystede og græd indtil de havde tændt lyset og rusket mig vågen.
Jeg er en voksen kvinde, hvorfor opfører jeg mig som et usikkert barn?
Jeg var flov om morgenen når de fortalte hvor bange de var blevet, og hvor underligt jeg havde opført mig. Min veninde, som jeg engang boede med i 1,5 år sagde at selvom jeg altid havde snakket i søvne, så havde hun ikke set mig så opfarende og bange som nu.
Jeg hader det.
Jeg kan ikke slappe af.
Det fysiske aspekter af at være nervøs har overtaget.
I snart en måned har jeg spontant kastet op et par gange om ugen.
Det er for øvrigt ikke første gang, men det er første gang at det er så forudsigeligt at jeg er nødt til at fortælle folk det, hvis de vil bruge tid med mig.
Det er pinligt.
En af ugerne kastede jeg op hver dag, og hver gang jeg havde spist så var det sikkert at jeg stod ude på toilettet med hovedet i kummen en halv time senere.
Jeg forsøgte virkelig at holde det nede.
Forsøge at trække vejret dybere fra maven, og sige til mig selv at det var indbildsk,og at jeg ikke skulle kaste op.
Men det virkede ikke.
Mine venner om dem der uheldigvis var vidne til det var forargede, og virkede meget bekymrede over hvor dårlig jeg pludselig var.
Der har stået en spand ved min seng permanent i en måned.
Min ene veninde stiller dem frem når jeg kommer på besøg uden at spørge.
Jeg fik blodsprængninger i hele ansigtet fordi jeg havde kastet så meget op at de sprang.
Jeg lignede en med en underlig hudsygsom i et par dage hver gang det skete.
Selv make up kunne ikke dække det nok.



Men det var ikke det eneste.
Hele mit fordøjelsessystem var ude af funktion.
Jeg havde nervøs mave dagligt, og selvom jeg var på apoteket og købe noget der skulle få det i bero, så virkede det ikke.

Jeg kunne mærke hvordan mad gjorde mig utilpas og syg, selvom jeg var sulten og ønskede at kunne beholde det i mig.

Der kom også nogle underlige ”anfald”, som jeg godt nok har prøvet af have før, men som ikke plejer at være så hyppige.
Det starter med en let rysten på fingrene, som gør det svært for mig at f.eks. skrive mit navn eller ramme tasterne på min telefon.
Det udvikler sig derefter til en følelse af at være varm og kold – hele tiden skal jeg tage en dyne på eller af.
Dernæst begynder der en meget skarp trykken for brystet.
Det føles som om, at der sidder en lille person ovenpå mig og presser mig ned mod jorden.
Jeg plejer at tage min bh af så hurtigt som jeg kan, forsøger at trække vejret og ligge mig ned på en sofa eller lignende mens jeg lukker øjnene.
Med lidt held er det overstået efter en halv times tid.
Jeg er begyndt at vågne om natten og have det sådan.
Jeg forstår det ikke.

Normalt er den medicin jeg tager for at sove så kraftig at intet kan vække mig.
Engang vågnede jeg ved at det regnede mig i hovedet, og det havde det tydeligvis gjort i et stykke tid. Den eneste grund til at jeg vågnede der var fordi lynet slog ned, og lyden var så overdøvende. Så tungt plejer jeg a sove.
Nu tror jeg ikke at jeg har sovet mere end 1,5-2 timer i streg i snart fire uger.
Jeg falder som regel i søvn igen, men jeg vågner og er meget ængstelig og skal have lyset tændt, så jeg kan være sikker på at intet sker.
Oftest må jeg finde noget behageligt at se på inden, så jeg ikke falder i søvn med de samme tanker, for så er det med garanti næsten morgen at jeg vågner med hjertebanken og indtørrede tårer.

Hvad er det for noget?


Jeg går normalt ikke særlig meget til lægen.
Der skal en del til.
Men min veninde tvang mig fordi jeg var vågnet tidligt en morgen med slemme mavesmerter, jeg kunne slet ikke holde det ud, det gjorde så ondt at jeg græd og kastede op af smerte, min krop var kold og varm på samme tid, og jeg rystede over det hele.
Jeg ringede grædefærdig til lægen, som jeg måtte lægge på overfor fordi jeg begyndte at kaste op imens jeg talte med hende.
Da jeg kom indtil hende senere den dag var hun meget bekymret, undersøgte mig for infektioner og brudte cyster, men der var ingen åbenlys forklaring på mine smerter og mine mange opkastninger, prøv at slap af sagde hun, og jeg nikkede og tog hjem og lå i min seng med nedrullede gardiner resten af dagen og natten.

Jeg købte et termometer bagefter.
Hun sagde, at hvis jeg fik feber skulle jeg nok indlægges fordi så var der noget meget galt.
Jeg tjekkede min temperatur.
Den var næsten hele tiden på omkring 35,2 grader.
Det er ikke særlig meget.
Jeg fik blærebetændelse kort efter.
Den fortsatte i ugevis selvom jeg fik antibiotika – og blodet i min urin kunne ingen forklare.
Jeg følte, at hele min krop og mit hoved var gået i forfald, og jeg havde ingen løsning på det.

Når jeg skriver det, så føler jeg mig paranoid og føler at jeg brokker mig.
At det nok ikke er så slemt.
Men det er det.
Jeg har lige været i sommerhus.
Der var så smukt og stille.
Men det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg var nødt til at få gemt ildrageren fra pejser oppe i soveværelset, for hvis nogen brød ind, så kunne de nå hen til den først – jeg sov jo oppe på hemsen med min veninde, og jeg skulle beskytte os, der kunne sagtens komme nogen og se vores pick up truck og tænke, at der var noget at hente derinde i det flotte sommerhus.
Jeg vågnede og var fastfrosset af chok da en underlig lyd startede.
Om morgenen spurgte jeg om hun havde hørt noget.
Hun sagde det nok bare var isterningmaskinen, den lød nemlig sjov, og så følte jeg mig dum og latterlig igen.

Men det bekymrer mig, alle de her ting.
Jeg er bange for, at hvis det begynder at brænde, så kan jeg ikke nå ud i tide før at døren går i brand. Den er lavet af træ.
Jeg er bange for, at min søster får kræft og dør.
Jeg er bange for, at begge mine forældre kører galt, og jeg bliver forældreløs.
Jeg er bange for, at nogen bryder ind mens jeg sover og voldtager og slår mig ihjel, eller endnu værre: at de gør et mod hvem end jeg nu deler soveværelse eller lejlighed med, og at jeg intet kan gøre.

Hele tiden er der de her tanker.
Hvad med vulkanen på Island?
Hvordan evakuerer man så mange mennesker så hurtigt?
Kan den nå til Danmark (nej)?
Eller hvad med Gaza?
Kommer der mon sådan en slags krig her nogensinde og bør jeg melde mig til militæret?
Og Ebola?
Jeg ved, på et intellektuelt plan, at det her er tanker som intet hold har i virkeligheden.
Det sker jo ikke, vel.
Eller, det gør det men det sker ikke så ofte som mine tanker forekommer, og derfor er det irrationelt af mig at bekymre mig så meget.

Jeg kan ikke koble af, og jeg hader det.
En hel weekend i de smukkeste omgivelser, og alt jeg får ud af et er flugtveje, mulige våben og en nærmest besættelse af tjekke om døre og vinduer er låste, men selv når jeg har tjekket og de er forsvarlige, så tænker jeg på at halvdelen af huset er lavet af glas, og de kan jo for fanden bare smadre det glas og jeg ville ikke kunne nå ned fra hemsen, de ville sikkert slå os begge ihjel, eller måske bare hende, og åh nej, jeg kan ikke nå ildrageren hvad fanden skal jeg gøre?
Alt det her rumsterer i mig.
Og jeg kan ikke være til stede.
Alt føles som en slags afspilning af en rigtig ubehagelig film.





Jeg er så stresset over ingenting, og jeg forsøger at genvinde kontrollen ved at udtænke storslåede planer for overlevelse, jeg bruger timevis på at lære om overlevelses strategier ved flystyrt (der er størst mulighed for overlevelse hvis flyet ikke brænder, og man sidder mindre end fem rækker væk fra en nødugang – og du har højest 15 sekunder fra ilten begynder at dykke og til du har masken på før du er bevidstløs, så skynd dig!) og til hvad man gør, hvis man nu lander i en regnskov (du skal altid følge vandet, vandet leder til civilisationer, og ikke drik det, for du bliver hurtigere dehydreret hvis du får bakterier og bliver syg) og så til at hvis man bliver overfaldet på en parkeringsplads af en mand med en pistol, så har du større overlevelseschancer ved at løbe væk fra ham i zig-zag end du har hvis du sætter dig ind i hans bil.
Aldrig sæt dig ind i en fremmedes bil.
Og så er der det der med at forsvinde.
I 80-90 af tilfældende er forsvundne personer allerede døde indenfor 72 timer efter de er blevet meldt forsvundne.
Det er bare sandheden.

Voldtægtsforbrydere bliver som regel mere ophidsede af modstand end af passivitet.
Du har bedre chance for at det ikke bliver voldeligt hvis du bare er stille nok.
Hvis du kæmper meget imod kan det ende med at du bliver kvalt fordi han forsøger at dæmpe på dig. Samarbejd, selvom det lyder grotesk.
Jeg vil gerne have en pistol, men jeg ved ikke hvor jeg skal få den fra.
Jeg føler mig utryg nærmest hele tiden efterhånden, og jeg ved godt det er pjattet, men jeg kan ikke stoppe det. Der er to tankespor i mit hoved. Det ene siger til mig: Ikke vær så dramatisk, du har ikke brug for en pistol eller en ildrager. Træk vejret dybt, luk øjnene og så lader du det være. Det andet siger: Fare, fare, fare!!!!! Få kontrol, få overblik, find dig en flugtrute (altid hav en klar) læs sikkerhedsinstrukser, læs brandinstrukserne, hav en plan!

Jeg er endda begyndt at tvangsindlægge andre til at skulle følge mine absurde tanker om ulykke.
Da jeg var ude at flyve sidst brugte jeg lang tid på at forklare, hvordan vi skulle overleve et flystyrt til de to jeg rejste med, og de bad mig stoppe men jeg have BRUG for at de forstod alvoren.
Jeg havde BRUG for, at de sagde at det var godt, at jeg fortalte dem det med nødudgangen, og at man skal have naturlige fibre på kroppen og ikke polyester fordi det brænder ind i huden og giver dig skader, der kan forhindre dig i at bevæge dig hurtigt ud af flyet, men de var ligeglade, de synes jeg var tosset og at flystyrt næsten aldrig sker, sagde alt det folk siger til mennesker der er irriterende og ængstelige, men intet at det hjalp, for jeg sad ikke i kontrolrummet på det fly, jeg vidste ikke hvad der skete, og turbulens kunne være hvad som helst, men hvorfor nu –
jeg er da ikke bange for at flyve, jeg er typen der hopper ud fra en bro, jeg er typen der kravler højt op i et træ og flyver igennem skoven på en svævebane, jeg rider galop uden sadle på en knoldet mark – jeg er frygtløs, hvad er det der sker med mig, hvorfor er alting så hårdt og farligt lige pludselig?

Jeg kan ikke lide at være så fokuseret på de her ting.
Jeg har fortrængt det længe, fordi det føles så trivielt.
Der er så mange andre katastrofer i verden for tiden.
Og hvad har jeg?
Katastrofetanker, som intet hold har i sig, men alligevel bliver min krop svagelig og syg – sikke et lousy menneske jeg er.
Jeg vil gerne tage mig sammen og være tilstede, jeg vil gerne læse i min roman uden at skulle blive afbrudt af tanker om biluheld og flystyrt.
Men det kan jeg ikke.
Jeg føler ikke at noget af det giver mening, og jeg kan hverken rationalisere eller tænke mig ud af det, for nu er min krop med i det her store komplot, den arbejder imod mig, mit hoved arbejder imod mig, og min søvn, min appetit, min lyst til at være kærlig og lyttende daler for jeg frygter at den jeg taler med dør, og jeg græder om aftenen når jeg kommer til at tænke for meget på det, jeg forestiller mig al den her dårligdom, og det er så latterligt at jeg er begyndt at foragte mig selv.