Læs dagbog

Når jeg siger at jeg ikke kan trække vejret, så henvis der til tanken om at mit åndedræt tilbageholdes i min nu understimulerede krop, der gnubber sig mod den anden dyne i håb om at det føles som din sovende, varme krop.

Når jeg siger at jeg ikke kan sove, så mener jeg at jeg roder rundt på din side af sengen for at trække mig tilbage til min egen kolde, jeg har intet sted at hvile mine hænder længere, de var rundt om dit liv, så når jeg siger at jeg ikke kan sove og trække vejret, så skal du vide at de basale ting jeg tog for givet, nu giver mig problemer fordi jeg ikke længere kan klare en hverdag eller en nat alene, dit fravær gør mig sort og kold.

Jeg sidder alene oppe kl kvart i 3 og beslutter mig for at gå ind i vores seng, men jeg står uroligt foran kanten og mærker at jeg bliver vred over tomheden, jeg skal kaste det hele op og jeg kan ikke nå ud hvor håndvasken er, lugten fra toiletkummen gør det værre, så nu skurrer jeg vasken to gange om dagen med citronblegemiddel fra Ajax.
”Du skal jo til lægen” siger alle dem der iagttager min opkastrutine, men jeg siger de skal stoppe med at spørge indtil dig, for du er der ikke mere, og jeg vil ikke lade som længere ved at nævne dig i nutid. De forstår ikke at det er savnet fra dig der gør mig syg, det er dig der ikke er der som gør at jeg ikke fungerer, og dit fravær gør mig kold og sort.

I radioen synger en rapper om kvinder på diskoteker, i radioen synger en rapper om at røre ved en fremmed kvindes røv, at han bliver begejstret og ophidset, røven danser op og ned for ham, i nat er den hans. Klokken er mange, de har drukket drinks og shots, nu skal det ske, så jeg trykker på stikkontakten, så både lys og musik går ud, nu står jeg midt i mørket og leder efter mine fødder.

Jeg ser film hvor folk kysser en de ikke elsker og virker tilfredse, jeg tænker at jeg må gøre det samme, jeg må kysse en jeg ikke elsker så jeg glemmer ham jeg gør.

Jeg er i vores seng med den fremmede, han ligner ikke dig, jeg lader mine tårer komme sivende da han rører ved mit ene bryst med sin store mandehånd.




Hvorfor skal jeg tvinge munden, når den ikke vil.
Hvorfor skal jeg tvinge kroppen til en nærhed der er forbeholdt folk der elsker, når jeg ikke længere har den jeg elsker, hvorfor skal jeg gøre dette for at give slip, jeg vil ikke give slip, og dit fravær gør mig kold og sort.


”Du må gerne sige hvis du savner ham” siger psykologen mens hun prøver at få mig til at se hende i øjnene, men jeg kan ikke tvinge dem, jeg kan ikke tvinge dem når de ikke vil siger jeg og piller afskallet neglelak af med min pege-og tommelfinger.

Jeg savner ham ikke som du tror, siger jeg og ser igen væk,
”Det er klart du savner ham. I var sammen længe” siger psykologen og prøver at simulere forståelse, men jeg ved hun er utålmodig efter at få mig til at indse når noget er forkert og noget er rigtigt, men sådan fungerer mit indre ikke, jeg savner hverken mere eller mindre fordi jeg får lov, og dit fravær gør mig kold og sort.

Jeg kan ikke dele min sorg med nogen, for jeg var skyld i at den opstod,
Jeg kan ikke sige at jeg savner dig, for jeg var den der forlod dig da du lå bleg i en hospitalsseng og sagde at du ønsked at dø, jeg slog hånden ind i væggen, jeg blev smidt ud af en sygeplejeske der sagde du skulle have ro, nej, du skal have en opvågning, og døren blev lukket for sidste gang, nu ser jeg dit ansigt når jeg sover, og dit fravær gør mig kold og sort.

”Hvad skal der til for at få dig til at smile, skal jeg lege klovn og danse rundt”, min veninde skruer højt op for musikken, men smerten gnides i mine ører ved alle de kendte sange vi delte, jeg brækker mig til jeg sprænger blodkar i hovedet og til vasken tilstoppes igen, min veninde banker på døren med en forsigtig hånd, og jeg siger at hun skal gå ind i stuen og lukke døren, nu kommer der en stråle mere.

Inde i stuen sidder veninden med hævede nervøse øjenbryn og tænker på lægevagten, på toilettet knæler jeg nu foran kummen, smagen af mavesyre på tungen får mig til at vende mig forover igen, hvidvin smager frygteligt på vejen op, håret er nu permanent sat i en stram knold, sådan undgår man at få det ind i munden imens, jeg vænner mig langsomt til at akkommodere de nu mange symptomer der viser hvordan dit fravær gør mig kold og sort.

Vi stod engang forrest til koncerten jeg havde ønsket mig at se, og du holdte fast om mig hele tiden, jeg græd lidt af lykke, alle sangene var smukkere end jeg troede, du kyssede mig på halsen og jeg forstod nu ordet euforisk, hele natten var vi fastbundne og vuggende i takt til musikken, du var en forlængelse af mig selv, men jeg har skilt os ad som siamesiske tvillinger efter fødsel, og den ene måtte lade livet, jeg tænker at det bliver mig.