Læs dagbog
Min private psykiater vil afslutte mig
En side i dagbogen "Discountpsykiatrien"
Skrevet af Wanderlust 5. november 2018 17:36
Jeg har været stabil i over 6 år nu, passer min medicin, dyrker motion og har været symptomfri fra min sygdom. Det er jo meget positivt og jeg er lykkelig over at være kommet ud på den anden side. Da jeg var allermest syg i 00’erne troede jeg aldrig, at jeg ville komme i remission, i bedring og så ingen fremtid for mig.
Jeg gik i distrikspsykiatrien i en årrække, indtil de mente at jeg var for rask til at gå der. Istedet mente de, at en privat psykiater ville være bedre for mig, hvilket faktisk passede mig udemærket. Dels fordi at behandleren i distriktpsykiatrien ikke levede op til mine forventninger og så lå behandlingstilbudet også langt fra min bopæl. Jeg fik en henvisning til en privat psykiater. Og lige netop her er man på Herrens mark, hvis man ikke kender nogen, der kan anbefale en god én. Dernæst er der ventetiderne. Hvorfor er der nogle psykiatere, hvor der kun er 2 ugers ventetid, imens andre har en ventetid på op imod 44 uger?
Jeg kom frem til, at det nok ikke var det nemmest tilgængelige psykiatertilbud, som jeg skulle vælge. Jeg valgte også en fremtrædende og “prominent” psykiater fra, til trods for at vedkommende kun havde 2 ugers ventetid. Istedet valgte jeg en kvinde, der boede i min by og som havde 16 ugers ventetid. Indrømmet, det er et spil i lotteriet, hvem man får som behandler. Lige netop med hende har jeg været nogenlunde heldig; hun gør egt. som jeg beder hende om, udskriver min medicin og har mig ude af døren på 10 min. God timeløn der, må man sige.
Imidlertid har hun luftet tanken om at afslutte mit forløb og lade min læge overtage medicineringen, til trods for at min læge har sagt at hun ikke kan administrere at udskrive mere end to præparater. Jeg får 2 præparater, men også et til som p.n. Desuden vil jeg heller ikke afsluttes.
Jeg spurgte min psykiater om det var noget ovenfra, som hun havde fået dikteret. Det måtte hun svare ja til; man luger alle dem ud der ser ud til at være velfungerende og som måske også er velfungerende. Men man glemmer at de nok er velfungerenede af en årsag; at de får ordentlig psykiatrisk bistand, også i spidsbelastede situationer.
Jeg har nægtet at stoppe med at gå hos hende med henvisning til min journal, der har en tykkelse på en telefonbog fra 90erne. Jeg skal ALDRIG så langt ud igen, som jeg var i 00’erne. Det har jeg bestemt mig for – og lovet mine nærmeste det. Det sagde jeg til psykiateren, og det lader hun til at acceptere, indtil videre. Men hvad når den dag kommer, hvor jeg bliver tvunget over til min praktiserende læge, der ikke har nogen psykiatrisk ekspertise. Kommer det så til at skride for mig igen? Det skal lige siges, at jeg kun kommer hos psykiateren hver 4-5 måned i 10 min max., så ikke fordi jeg overrender hende.
Er der andre af Jer, der har oplevet noget lignende? Hvad gjorde I i så fald? Gode råd modtages med kyshånd.
Det bedste hilsner
Wanderlust
Kommentarer fra andre brugere