Læs dagbog

Jeg er så træt. Både fysisk og mentalt. Bare træt. Helt ind i det inderste. Træt. Udkørt. Træt.

Jeg ved, jeg har det godt. Mit rationelle jeg ved godt, jeg har det godt. Mit rationelle jeg ved godt, jeg er på rette vej. Psykologen sagde det selv i dag. Han kaldte det vist tilmed det gennembrud, han har ventet på at se. Men nogen har kappet ledningen mellem mit rationelle jeg og det jeg, der mærker alt. Hele tiden. Alt ryger ind. Intet kan lukkes ude.

Somme tider undrer jeg på, om det i realiteten er bedre at være zombie. En mere eller mindre altædende ligegyldighed. Det er ikke nogen fest, men i det mindste er jeg ikke så træt når jeg er zombie. Det er for hårdt at føle alting hele tiden. Jeg orker det ikke. De gode dage føles virkelig gode, men de dårlige føles også så meget hårdere. Rutsjebanen er hård. Zombietilstanden er nemmere.

Zombie er dog heller ikke rigtig noget liv. Det er sidde i hjørnet og vente på det er overstået. At alt er overstået. Rutsjebanen giver mig livet tilbage på de gode dage, men gør de dårlige til en kamp for blot at overleve.

Er ikke i stand til selv at vælge. Min hjerne kan ikke kontrolleres. Og selv hvis den ku', ville jeg ikke vide, hvad jeg sku' vælge.

Det er op af bakke i dag.

/Zju