Læs dagbog

"Der findes en patientforeningen for det her. Det vil være godt for dig at tale med andre, der sidder rundt omkring og putter sig med de samme problemer, som dig".

Jeg gik lidt i stå. Det var som om, jeg ikke helt hørte, hvad han sagde. Så så jeg op på lægen og med et blankt udtryk i ansigtet, spurgte jeg - fordi jeg simpelthen var nødt til at være sikker på, jeg havde forstået ham - "Siger du til mig, at det her aldrig vil gå væk?"

Han nikkede. Han havde været meget venlig til konsultationen, grundigt spurgt ind til mine forhold og undersøgt mig helt afslappet på en måde, som ikke alle læger mestrer, men lige dér blev det alligevel tydeligt, at han heller ikke selv havde det fantastisk med situationen. Lige der i et enkelt øjeblik havde han svært ved at holde øjenkontakten, men fik alligevel sagt noget i retningen af at ja, det var det, han havde sagt. At min lidelse er kronisk.

Jeg sank en gang. Det var som om, jeg blev følelseskold. Jeg var nødt til ligesom mentalt at sætte mig ved siden af mig selv, for at følge med - for at kapere.

Så satte lægen sig ned igen, lagde medicinbogen væk, så på mig og sagde; "Nu skal du høre, hvad vi gør..." -og så begyndte han at fortælle om piller og cremer og bivirkninger. Stigning i pris på hans foretrukne produkt og alternativer i fald hans første behandlingsplan ikke ville virke.

Jeg fulgte opmærksomt med og spurgte ind, så jeg var sikker på, jeg kunne gøre, som han foreskrev. Jeg var afslappet, neutral og i ro - fordi jeg stadig sad ved siden af mig selv. Det var jeg nødt til. Jeg kunne reagere senere - lige nu var det vigtigt, jeg forstod.

Da vi var ved at slutte af, kom jeg i tanke om, at jeg ikke kunne huske, hvad det var, han havde sagt, jeg fejlede. Det var et eller andet på latin. Han fortalte mig det igen, men jeg kunne stadig ikke få ordet til at give mening. Så skrev han det ned for mig, og jeg tog sedlen i hånden, fik bestilt en ny tid til behandlingsevaluering og kontrol hos sekretæren, og så forlod jeg hans klinik. Lettet på den der underlige måde.

Lettet fordi jeg nu vidste, hvad problemet var. 10-12 år, 5 operationer og stribevis af læger, der blot har trukket på skuldrene og sagt, at de ikke ved, hvad problemet er eller hvordan man løser det, men at "der bare er nogen, der bliver ramt af det her", og så ladet mig gå rundt og hade mig selv og min krop i årevis.

Lettelsen varede ikke ved. Jeg kender mit mønster ret godt. Det her er ikke de første dårlige nyheder, jeg har fået, og jeg reagerer på præcis samme måde hver gang.

Den kolde, distancerede og tilsyneladende ligeglade Zju, der nægter at mærke, fordi hun ved, det gør ondt, kommer først.
Dernæst den tosseglade Zju, der nærmest euforisk griner af alting, fordi hun stadig nægter at forholde sig realistisk til situationen - som da hun for mange år siden blev fyret, fordi firmaet gik under og hvor hun alligevel brugte de næste par timer med at synge, grine og fjolle rundt i Indre By med en kollega, Baresso-kaffe og Tivoli-tur. Som om problemet ville forsvinde, hvis bare hun leger struds længe nok.
Og så til sidst den vrede Zju. Hende, der er nødt til at mærke efter. Hende, der tvinger sig selv igennem alle grader af smerte, selvmedlidenhed, selvhad og selvynk. Den er voldsom, den reaktion. Det er den altid. Den varer også længere end de andre stadier - og den kan komme igen når som helst og uden varsel. Vreden. Frustrationen. Gråden. Afmagten.

Når jeg er ovre det værste, tager fornuften over. Jeg finder fodfæste igen. Jeg bliver nødt til at trække vejret. Jeg bliver nødt til at finde ro. Jeg taler med mig selv, som jeg altid har gjort. You need to get through this. You will get through this. Go on. Have faith. Breathe.

Nu ved jeg, hvad det er. Det er ikke noget, jeg gør mod mig selv. Det er ikke noget, jeg kunne havde forhindret eller undgået. Det er ikke farligt. Det smitter ikke. Det er ikke min egen skyld.

Det sidste har jeg gentaget for mig selv hundredevis af gange den sidste uge. Det er ikke min egen skyld. Midt i tårer, lydløse skrig ned i en pude og opgivende "gad vide, om jeg kan sove mig væk fra det hele"-tanker. Det er ikke min egen skyld. Blandet med planlægning af måltider og piller og varskoning af chefen, så hun har en planB i fald pillerne tager lige så hårdt på mig, som medicin normalt gør. Det er ikke min egen skyld.

Det er ikke min egen skyld!


/Zju